Plantenyhedsloven § 20
§ 20
Anser ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling det for nødvendigt for at sikre en plantenyheds udbredelse eller for at modvirke en væsentlig forringelse af vilkårene for en erhvervsgren, kan ministeren påbyde sortsejeren at give en eller flere personer tilladelse til erhvervsmæssig formering og salg af formeringsmateriale af plantenyheden og inden for en rimelig tid selv eller gennem andre at imødekomme bestillinger på egnet formeringsmateriale. Bestemmelserne i § 16 gælder tilsvarende.
Stk. 2.
En patenthaver, der ikke kan opnå eller udnytte en patenteret opfindelse uden at krænke en ældre plantenyhedsbeskyttelse, kan ansøge om tvangslicens til ikke eksklusiv udnyttelse af plantenyheden, hvis tvangslicensen er nødvendig for udnyttelsen af den opfindelse, der skal patenteres, og mod betaling af en rimelig licensafgift. Tvangslicens meddeles kun, hvis patenthaveren godtgør, at der forgæves er rettet henvendelse til sortsejeren for at opnå licens, og at opfindelsen udgør et vigtigt teknisk fremskridt af væsentlig økonomisk betydning i forhold til plantenyheden.
Stk. 3.
Har en sortsejer efter patentloven fået tvangslicens til at udnytte en patenteret opfindelse, har patenthaveren ret til på rimelige vilkår at opnå gensidig licens til udnyttelse af plantenyheden.