Pensionsbeskatningsloven § 26

  1. § 26
    Ved udbetaling til ejeren, efter at pensionsudbetalingsalderen er nået, kan ejeren kræve, at afgiften i stedet for beregnes efter § 28.
  2. Stk. 2.
    Afgiftsberegning efter § 25, stk. 1, nr. 1, hvor Skatterådet har godkendt en lavere pensionsalder end pensionsudbetalingsalderen, og hvor afgiftsberegningen sker før det tidspunkt, hvor pensionsudbetalingsalderen nås, kan kun finde sted én gang. Ved efterfølgende udbetaling af kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed og dele deraf, inden ejeren når pensionsudbetalingsalderen, skal der beregnes afgift efter § 28, medmindre mindst en af betingelserne i § 25, stk. 1, nr. 2-8, er opfyldt.
  3. Stk. 3.
    Afgiftsberegning efter § 25, stk. 1, nr. 2, 3 eller 4, kan kun finde sted én gang. Ved efterfølgende udbetaling af kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed skal der beregnes afgift efter § 28, medmindre én af betingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldt. Betingelserne i § 25, stk. 1, nr. 2, 3 eller 4, anses i denne henseende kun for opfyldt, hvis der er tale om en anden sygdom, forværring af en varig nedsættelse af funktionsevnen eller varig nedsættelse af funktionsevnen af anden årsag end den, der gav anledning til afgiftsberigtigelse af kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed efter 1. pkt., eller hvis betingelserne for udbetaling af den pågældende kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed ikke tidligere har været opfyldt. Dette gælder, hvad enten afgiftsberigtigelsen er sket efter § 25, stk. 1, nr. 2, 3 eller 4.
  4. Stk. 4.
    Vedrører udbetalingen kun en del af ordningen, anses denne del fortrinsvis at hidrøre fra senere bidrag eller præmier.