Offshoresikkerhedsloven §§ 38-42
§ 38
Ved design af et nyt permanent bemandet, fast produktionsanlæg med tilsluttet infrastruktur, jf. § 33, stk. 1, og § 42, stk. 1, skal anlægget opdeles i hovedområder baseret på vurderingen af risikoen for større ulykker hidrørende fra aktiviteterne i hvert af disse områder. Hovedområderne skal fysisk adskilles fra hinanden på en sådan måde, at eskalering af en hændelse i ét hovedområde ikke påvirker et andet hovedområde.
Stk. 2.
Anlæg med tilsluttet infrastruktur, der ikke er omfattet af stk. 1, skal med hensyn til brand- og eksplosionsfare inddeles i områder efter faregraden.
Stk. 3.
Anlæg med tilsluttet infrastruktur skal indrettes og anvendes i overensstemmelse med den foretagne områdeinddeling efter stk. 1 eller 2.
Stk. 4.
I forbindelse med arbejde og ophold på anlæg skal de tilhørende indkvarteringsforhold være tilpasset det antal personer, som forventes at opholde sig på anlægget, og være indrettet således, at de ansatte har mulighed for uforstyrret hvile og restitution, med henblik på at de kan varetage deres arbejdsopgaver på en sådan måde, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser er nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
§ 39
Der skal på permanent bemandede anlæg indrettes passende behandlingsrum, så syge og tilskadekomne kan få den nødvendige behandling før eventuel ilandbringning til hospital eller lignende.
Stk. 2.
I forbindelse med arbejde og ophold på ikkepermanent bemandede anlæg skal der indrettes et passende antal rum til førstehjælp.
Stk. 3.
Rummene efter stk. 1 og 2 skal råde over passende udstyr, faciliteter og lægemidler.
Stk. 4.
Adgangsveje på anlægget skal være indrettet således, at båretransport af syge og tilskadekomne til behandlingsrum, førstehjælpsrum og evakueringssteder kan ske effektivt.
Stk. 5.
På alle steder på anlægget, hvor arbejdsforholdene kræver det, skal der være materiel til førstehjælp til rådighed, som skal være afmærket og lettilgængeligt.
§ 40
Et anlæg med tilsluttet infrastruktur eller en rørledning skal være forsynet med udstyr, som er nødvendigt for opfyldelse af formålet med anlægget, den tilsluttede infrastruktur eller rørledningen. Udstyret skal være placeret og indrettet og kunne anvendes således, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser efter identifikation og vurdering er nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
Stk. 2.
Udstyret på anlæg eller rørledning skal konstrueres og anvendes i overensstemmelse med områdeinddelingen, jf. § 38, stk. 1 og 2.
§ 41
Løbende vedligeholdelse af anlæg, tilsluttet infrastruktur og rørledninger skal ske således, at anlægget, den tilsluttede infrastruktur, rørledningen og det nødvendige udstyr hertil, jf. § 40, stk. 1, opfylder krav fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven.
§ 42
Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning og betydning for forebyggelse af større miljøhændelser, skal følges i forbindelse med anlægs, tilsluttet infrastrukturs, rørledningers og brøndes konstruktion, indretning og udstyr.
Stk. 2.
Normer og standarder efter stk. 1 kan dog fraviges i tilfælde, hvor det er hensigtsmæssigt for at opnå et højere sikkerheds- og sundhedsniveau eller et højere niveau for forebyggelse af større miljøhændelser, eller som følge af den tekniske udvikling. Ved fravigelsen skal de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser nedbringes så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.