Minimumsbeskatningsloven § 68

  1. § 68
    Pålægges en koncernenhed en ekstraskat i henhold til denne lov, forestår koncernenheden eller, hvis koncernenheden indgår i en sambeskatning, jf. selskabsskattelovens §§ 31 eller 31 A, administrationsselskabet indbetalingen af ekstraskatten i det indkomstår, hvor ekstraskatten pålægges.
  2. Stk. 2.
    Koncernenheder, hvis betaling af ekstraskat forestås af administrationsselskabet, skal forpligte sig til betaling til administrationsselskabet af et beløb svarende til den betalte ekstraskat. Betalinger som nævnt i 1. pkt. har ingen skattemæssige konsekvenser for betaleren eller modtageren.
  3. Stk. 3.
    Administrationsselskabet og sambeskattede koncernenheder, hvor alle kapitalandele ved indkomstårets udløb er ejet direkte eller indirekte af det ultimative moderselskab, hæfter solidarisk for ekstraskatten. Koncernenheder, hvor alle kapitalandele ved indkomstårets udløb er ejet direkte eller indirekte af administrationsselskabet og sambeskattede koncernenheder, der hæfter solidarisk efter 1. pkt., hæfter ligeledes solidarisk sammen med koncernenheden. Er der forgæves forsøgt udlæg for ekstraskat hos de koncernenheder, der hæfter solidarisk efter 1. og 2. pkt., kan kravet gøres gældende mod andre koncernenheder i sambeskatningen, dog maksimalt den del af kravet, der svarer til den andel af kapitalen i den hæftende koncernenhed, der ejes direkte eller indirekte af det ultimative moderselskab. Træder en koncernenhed ud af sambeskatningen, hæfter den udtrædende koncernenhed fra tidspunktet for udtrædelsen kun for den del af ekstraskatten, der er allokeret til koncernenheden efter § 29, stk. 3, medmindre den samme aktionærkreds, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, fortsat direkte eller indirekte råder over mere end halvdelen af stemmerettighederne efter koncernenhedens udtræden.