Minimumsbeskatningsloven § 13
§ 13
En koncernenheds regnskabsmæssige nettoindkomst eller -tab efter § 12 er det resultat, som enheden har fastsat efter den regnskabsstandard, der anvendes ved udarbejdelsen af det konsoliderede regnskab for det ultimative moderselskab. Er det ikke med rimelighed praktisk muligt at ansætte den regnskabsmæssige nettoindkomst eller det regnskabsmæssige nettotab for en koncernenhed på grundlag af den almindeligt anerkendte eller godkendte regnskabsstandard, der anvendes ved udarbejdelsen af det ultimative moderselskabs konsoliderede regnskab, kan den regnskabsmæssige nettoindkomst eller det regnskabsmæssige nettotab for koncernenheden for regnskabsåret ansættes ved anvendelse af en anden almindeligt anerkendt regnskabsstandard eller en godkendt regnskabsstandard, forudsat at
- 1) koncernenhedens regnskaber er ført på grundlag af denne regnskabsstandard,
- 2) oplysningerne i regnskaberne er pålidelige og
- 3) permanente afvigelser på over 1 mio. euro, som følger af anvendelsen af et bestemt princip eller en bestemt standard på indtægts- eller udgiftsposter eller transaktioner, når dette princip eller denne standard afviger fra den standard, der anvendes ved udarbejdelsen af det ultimative moderselskabs konsoliderede regnskaber, reguleres, så de svarer til den behandling, der kræves for den pågældende post i henhold til den regnskabsstandard, der anvendes ved udarbejdelsen af de konsoliderede regnskaber.
Stk. 2.
Har det ultimative moderselskab ikke udarbejdet sine konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med en almindeligt anerkendt regnskabsstandard, jf. § 4, nr. 6, litra c, reguleres det ultimative moderselskabs konsoliderede regnskaber for at forhindre væsentlige konkurrencefordrejninger. Udarbejder det ultimative moderselskab ikke konsoliderede regnskaber, jf. § 4, nr. 6, litra a-c, er de konsoliderede regnskaber i det ultimative moderselskab, jf. § 4, nr. 6, litra d, dem, der ville være blevet udarbejdet, hvis det ultimative moderselskab skulle udarbejde konsoliderede regnskaber efter
- 1) en almindeligt anerkendt regnskabsstandard eller
- 2) en godkendt regnskabsstandard, for så vidt sådanne konsoliderede regnskaber er reguleret for at forhindre væsentlige konkurrencefordrejninger.
Stk. 3.
Resulterer anvendelsen af et specifikt princip eller en specifik procedure i henhold til almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i væsentlige konkurrencefordrejninger, reguleres den regnskabsmæssige behandling af alle poster eller transaktioner, som er omfattet af dette princip eller denne procedure, med henblik på at den pågældende post eller transaktion behandles i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder (IFRS eller IFRS som vedtaget af EU i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder).