Menighedsrådsloven § 41
§ 41
Der afholdes menighedsmøde i en menighedsrådskreds
- 1) når de kirkelige tilsynsmyndigheder anmoder derom,
- 2) efter beslutning af menighedsrådets formand,
- 3) når et flertal af menighedsrådet anmoder derom,
- 4) når en af præsterne sammen med mindst et valgt medlem anmoder derom,
- 5) når 25 valgberettigede medlemmer af menigheden skriftligt anmoder derom, eller
- 6) hvis det i øvrigt er foreskrevet i lovgivningen.
Stk. 2.
Menighedsrådet indkalder en gang om året til et menighedsmøde, hvor rådet redegør for sidste års regnskab og det kommende års budget. Menighedsrådet aflægger beretning om rådets virksomhed i det forløbne år og orienterer om den planlagte virksomhed i det kommende år.
Stk. 3.
Menighedsmøder for flere menighedsrådskredse i et pastorat afholdes efter anmodning fra de kirkelige tilsynsmyndigheder eller fra et menighedsråd i pastoratet. Tilsvarende gælder, hvor der er etableret et fælles menighedsråd på tværs af pastorater.
Stk. 4.
Menighedsmøder sammenkaldes for en enkelt menighedsrådskreds af menighedsrådets formand, for flere menighedsrådskredse i samme pastorat af formanden for hovedsognets menighedsråd. Formanden fastsætter tid og sted for mødet, hvortil medlemmerne af de berørte menighedsråd har mødepligt, medmindre de har lovligt forfald.
Stk. 5.
Offentliggørelse af afholdelse af menighedsmøde sker efter menighedsrådets bestemmelse på en måde, der sikrer, at så mange som muligt bliver oplyst om mødets afholdelse. I offentliggørelsen anføres, hvilke emner der skal behandles på mødet.