Erhvervsvirksomhedsloven § 21 q
§ 21 q
Den vedtagne omdannelse skal for virksomheden registreres eller anmeldes til registrering, jf. § 10, i Erhvervsstyrelsen, senest 2 uger efter at omdannelsen er besluttet. Registreringen eller anmeldelsen skal vedlægges dokumenterne, som er nævnt i § 21 n, stk. 6, nr. 3-7, hvis de er udarbejdet.
Stk. 2.
Den vedtagne omdannelse skal registreres eller anmeldes til registrering, jf. § 10, senest 1 år efter Erhvervsstyrelsens offentliggørelse, jf. § 21 m, stk. 5, af modtagelsen af oplysninger om den påtænkte omdannelse. Overskrides fristen, mister beslutningen om omdannelsens gennemførelse sin gyldighed, og en eventuel udarbejdet omdannelsesplan i henhold til § 21 f anses for bortfaldet.
Stk. 3.
En virksomheds omdannelse til et kapitalselskab kan registreres, når følgende er opfyldt:
- 1) Omdannelsen er besluttet af deltagerne i virksomheden, jf. § 21 o, stk. 1.
- 2) Kreditorernes krav anmeldt efter § 21 l er afgjort.
- 3) Betingelserne i § 21 o, stk. 6, om valg af medlemmer til det øverste ledelsesorgan og revisor er opfyldt.
- 4) Deltagernes krav om godtgørelse efter § 21 p er afgjort, medmindre der er stillet betryggende sikkerhed for kravet. Hvis der er udarbejdet en vurderingsmandsudtalelse om den påtænkte omdannelse, herunder vederlaget, og det i vurderingsmandsudtalelsen antages, at vederlaget er rimeligt og sagligt begrundet, skal vurderingsmændene endvidere have erklæret, at deres udtalelse om vederlaget ikke anfægtes i væsentlig grad. Vurderingsmændene afgør, om sikkerheden er betryggende.
- 5) Der er ansat en direktion.
Stk. 4.
En virksomheds omdannelse til et kapitalselskab anses for sket, når virksomhedens vedtægter er ændret, således at de opfylder kravene for kapitalselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 5.
Optagelsen af kapitalejerne i ejerbogen og eventuel udlevering af ejerbeviser må ikke ske, før omdannelsen er registreret.
Stk. 6.
Er der forløbet 3 år efter omdannelsen, uden at alle dertil berettigede har fremsat anmodning om optagelse i kapitalselskabets ejerbog, kan det centrale ledelsesorgan ved en offentliggørelse i Erhvervsstyrelsens it-system opfordre den eller de pågældende til inden for 6 måneder at henvende sig til selskabet. Når fristen er udløbet, uden at henvendelsen er sket, kan det centrale ledelsesorgan for kapitalejerens regning afhænde kapitalandelene. I salgsprovenuet kan selskabet fradrage omkostningerne ved offentliggørelsen og afhændelsen. Er salgsprovenuet ikke afhentet senest 3 år efter afhændelsen, tilfalder beløbet selskabet.
Stk. 7.
Selskabslovens §§ 42-44 finder tilsvarende anvendelse, hvis det omdannede kapitalselskab erhverver formueværdier fra en kapitalejer, der er kapitalselskabet bekendt, i tiden indtil 24 måneder efter at omdannelsen er registreret.