Lejeloven § 27
§ 27
Lejeforhøjelsen fordeles på lejlighederne efter deres indbyrdes brugsværdi. Har lejligheder samme indbyrdes brugsværdi, skal lejeforhøjelsen forlods pålægges lejligheder, hvis leje er lavest. De beløb, der afsættes til vedligeholdelse efter §§ 117, 119 og 120, fordeles dog efter lejlighedernes bruttoetageareal. For ejendomme med lejligheder, hvor afsættelse sker med forskellige beløb pr. kvadratmeter bruttoetageareal, sker fordelingen efter de enkelte lejligheders faktiske beløb pr. kvadratmeter bruttoetageareal.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af lejlighedernes indbyrdes brugsværdi ses bort fra forbedringer, som er bekostet af lejeren.
Stk. 3.
Er lejen for en lejlighed forhøjet på grundlag af forbedring eller øget brugsværdi, der ikke modsvares af udgifter på budgettet, og er forhøjelsen sket efter den ejendomsvurdering, hvoraf afkastprocenten beregnes, ses der ved budgetteringen og ved bedømmelsen af lejlighedernes indbyrdes brugsværdi bort fra denne lejeforhøjelse.