Kunstfondsloven § 5
§ 5
Kulturministeren nedsætter et repræsentantskab for Statens Kunstfond. Kulturministeren beskikker medlemmerne af Statens Kunstfonds repræsentantskab for en periode af 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted en gang. Herefter kan genbeskikkelse tidligst finde sted efter en periode på 4 år efter beskikkelsesperiodens ophør. I tilfælde af udtræden udpeges et nyt medlem, som beskikkes af kulturministeren for den resterende del af perioden.
Stk. 2.
Repræsentantskabet har til opgave at udpege udvalgsmedlemmer til Statens Kunstfond og at tildele hædersydelser. Tildeling af hædersydelser sker efter indstilling fra legatudvalgene og fra legat- og projektstøtteudvalget for arkitektur. Endvidere skal Statens Kunstfonds repræsentantskab følge Statens Kunstfonds virksomhed og i samarbejde med Statens Kunstfonds bestyrelse arrangere et årligt seminar om kunstens rolle i samfundet.
Stk. 3.
Statens Kunstfonds repræsentantskab består af repræsentanter udpeget af organisationer, institutioner og interessegrupper inden for eller med relevans for dansk kunst.
Stk. 4.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sammensætningen af Statens Kunstfonds repræsentantskab og om antallet af medlemmer i repræsentantskabet, om repræsentantskabets beslutningsprocedure i forbindelse med tildeling af hædersydelser og om udarbejdelse af en forretningsorden for repræsentantskabet, herunder om bestemmelser om inhabilitet og tavshedspligt.