Kildeskatteloven § 41
§ 41
Indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal indkomstskat, ejendomsværdiskat og grundskyld som nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, og kirkeskat tilsvares i løbet af indkomståret, med foreløbige beløb. Dette sker enten ved indeholdelse i skattepligtig indkomst efter reglerne i §§ 43-49, ved indeholdelse efter reglerne i §§ 49 A-49 D, ved indeholdelse i aktieudbytte m.v. efter reglerne i afsnit VI eller ved betaling i henhold til skattebillet. For personer, der anvender et andet indkomstår end kalenderåret, tilsvares de foreløbige beløb for et givet indkomstår i løbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Stk. 2.
Foreløbige beløb, der tilsvares ved indeholdelse efter reglerne i §§ 43-49, benævnes A-skat. Foreløbige beløb, som tilsvares ved indeholdelse efter reglerne i §§ 49 A-49 D, benævnes indeholdt arbejdsmarkedsbidrag Arbejdsmarkedsbidrag, som tilsvares i henhold til skattebillet, benævnes foreløbigt arbejdsmarkedsbidrag. Skattepligtig indkomst, hvori A-skat skal indeholdes, benævnes A-indkomst. Skattepligtig indkomst, hvori arbejdsmarkedsbidrag skal indeholdes eller svares i henhold til skattebillet, benævnes arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst. Skattepligtig indkomst, hvori der hverken skal indeholdes A-skat eller den i afsnit VI omhandlede udbytteskat eller royaltyskat, benævnes B-indkomst. Foreløbige beløb, der tilsvares i henhold til skattebillet af B-indkomst, benævnes B-skat.
Stk. 3.
Falder sidste rettidige indbetalingsdag for skattebeløb efter denne lov på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. dog § 59, stk. 2.