Køretøjsregistreringsloven §§ 7f-7h

  1. § 7 f
    Told- og skatteforvaltningen kan udlevere et prøvemærke til en fysisk eller juridisk person til kørsel som nævnt i §§ 7 b og 7 c og § 7 d, stk. 1.
  2. Stk. 2.
    Told- og skatteforvaltningen kan desuden tillade brug af prøvemærker til kørsel med:
    1. 1) Et køretøj, der er registreret første gang for mere end 30 år siden, og som udelukkende skal anvendes af teknisk-historiske grunde til lejlighedsvis kørsel. Køretøjet skal være synet inden for de seneste 8 år efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, uden at køretøjets nummerplader efterfølgende er inddraget på grund af mangler ved køretøjet.
    2. 2) Et køretøj, der anvendes i arrangerede motorløb på baner eller ruter, der er godkendt af politiet, til kørsel mellem disse baner eller ruter. Køretøjet skal inden for de seneste 2 år være godkendt efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer med dispensation for biler eller motorcykler beregnet til motorløb. Prøvemærket udleveres til den, der skal deltage i motorløbet, og som dokumenterer, at kravene i 1. og 2. pkt. er opfyldt.
    3. 3) Et køretøj, der skal indgå i et almenvelgørende eller almennyttigt arrangement, herunder kørsel i optog, til direkte kørsel mellem det sted, hvor køretøjet er opbevaret, og det sted, hvor arrangementet skal afholdes.
  1. § 7 g
    Told- og skatteforvaltningen udsteder en tilladelse til brug af et prøvemærke med oplysning om formålet med og vilkår for brugen. Tilladelsen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller told- og skatteforvaltningen.
  2. Stk. 2.
    En tilladelse kan ikke have en gyldighed på mere end 7 dage. Det gælder dog ikke, hvis told- og skatteforvaltningen uden betaling har udleveret et eller to prøvemærker til brug, indtil en erstatningsnummerplade kan leveres, som følge af at køretøjet ikke har nogen brugbar nummerplade og køretøjet ikke skal indregistreres med nyt registreringsnummer. I det tilfælde kan tilladelsen gives i op til 3 måneder. Et prøvemærke må ikke benyttes efter udløbet af tilladelsen.
  3. Stk. 3.
    Told- og skatteforvaltningen tegner en ansvarsforsikring for kørsel med prøvemærker i EU-/EØS-lande.
  1. § 7 h
    Skatteministeren kan fastsætte regler om udformning, udskrivning, udlevering, placering, antal og fastgørelse af prøvemærker.