Køretøjsregistreringsloven § 19
§ 19
Politiet kan standse et køretøj for at kontrollere, om køretøjet er registreret i overensstemmelse med denne lov eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lov.
Stk. 2.
Efter anmodning fra politiet skal føreren af et køretøj legitimere sig og oplyse, hvem der ejer køretøjet. Undlader føreren at efterkomme anmodningen, kan politiet inddrage køretøjets nummerplader.
Stk. 3.
Politiet kan inddrage nummerpladerne på et køretøj, hvis politiet vurderer, at køretøjet bruges i strid med denne lov eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lov, og politiet vurderer, at der er en nærliggende risiko for, at køretøjet fortsat vil blive brugt i strid hermed.