Investeringsscreeningsloven § 15
§ 15
Ved vurderingen af, om en udenlandsk direkte investering eller en særlig økonomisk aftale efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden, skal der i forhold til den danske virksomhed, som investeringen eller aftalen vedrører, tages hensyn til alle relevante omstændigheder og foreliggende oplysninger, herunder følgende kriterier:
- 1) Om den danske virksomhed opererer inden for eller påvirker kritisk infrastruktur.
- 2) Om den danske virksomhed behandler eller har adgang til klassificerede oplysninger eller følsomme personoplysninger.
- 3) Den danske virksomheds position på det danske marked, herunder muligheder for substitution.
- 4) Om den danske virksomhed hører til forsvarsindustrien eller producerer produkter med dobbelt anvendelse eller anden kritisk teknologi af betydning for den nationale sikkerhed eller offentlige orden.
- 5) Om den danske virksomhed beskæftiger sig med forsyning af kritiske råvarer, herunder energi, og fødevaresikkerhed.
Stk. 2.
Ved vurderingen af, om en udenlandsk direkte investering eller en særlig økonomisk aftale efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden, skal der i forhold til den udenlandske investor tages hensyn til alle relevante omstændigheder og foreliggende oplysninger, herunder følgende kriterier:
- 1) Om den udenlandske investor direkte eller indirekte kontrolleres af en udenlandsk regering, udenlandske statslige organer eller udenlandske væbnede styrker, herunder gennem ejerforhold eller betydelig finansiering.
- 2) Om den udenlandske investor er eller har været involveret i aktiviteter, der påvirker sikkerheden eller den offentlige orden i en EU-medlemsstat eller i andre venligtsindede og allierede lande.
- 3) Om der er en alvorlig risiko for, at den udenlandske investor deltager i eller har relationer til ulovlige eller kriminelle aktiviteter af betydning for den nationale sikkerhed eller offentlige orden.
- 4) Om der er indikationer på, at den udenlandske investor bevidst forsøger at omgå screeningsreglerne, f.eks. gennem anvendelse af stråmandslignende selskabskonstruktioner.
Stk. 3.
Erhvervsministeren kan efter forhandling med finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren og forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om kriterierne efter stk. 1 og 2 og andre kriterier til bedømmelse af, om en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden.