Hvidvaskloven § 42

  1. § 42
    En ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt. Ansøgningen skal som minimum indeholde følgende:
    1. 1) Oplysning om virksomhedens juridiske struktur med kopi af stiftelsesdokument og vedtægter, hvor udarbejdelsen af disse dokumenter er påkrævet i medfør af lovgivningen.
    2. 2) Adressen på virksomhedens hovedkontor.
    3. 3) En beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel.
    4. 4) En budgetprognose for de 3 kommende regnskabsår fra ansøgningstidspunktet og seneste reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet.
    5. 5) Oplysninger om medlemmer af virksomhedens bestyrelse og direktion eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor virksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse og direktion, den eller de ledelsesansvarlige for virksomheden og virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, der dokumenterer, at kravene i henhold til § 45 er opfyldt.
    6. 6) Oplysninger om ejere af kvalificerede andele i virksomheden, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren og størrelsen af disses andele.
    7. 7) Oplysninger om virksomhedens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige forretningsgange, omfattende, men ikke begrænset til:
      1. a) Virksomhedens it-sikkerhedspolitik, herunder en detaljeret risikovurdering af de planlagte aktiviteter, og en beskrivelse af de forebyggende foranstaltninger, som virksomheden har foretaget for at imødegå de identificerede risici, herunder svig og misbrug af følsomme personoplysninger.
      2. b) Virksomhedens forretningsgang for forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, herunder en detaljeret risikovurdering af de planlagte aktiviteter, og de forebyggende foranstaltninger, som virksomheden vil foretage for at imødegå de identificerede risici.