Havmiljøloven § 5
§ 5
Ved søterritoriet forstås i denne lov ydre og indre territorialt farvand, jf. lov om afgrænsning af søterritoriet.
Stk. 2.
Ved ydre territorialt farvand forstås de områder af havet, som indadtil er begrænset af de til enhver tid gældende basislinjer, og udadtil er begrænset af linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det nærmeste punkt på basislinjen er 12 sømil (22.224 m), jf. lov om afgrænsning af søterritoriet.
Stk. 3.
Ved indre territorialt farvand forstås de vandområder, såsom havne, havneindløb, rede, bugter, fjorde, sunde og bælter, som er beliggende inden for de til enhver tid gældende basislinjer, jf. lov om afgrænsning af søterritoriet.
Stk. 4.
Ved eksklusive økonomiske zoner forstås i denne lov havområder uden for og stødende op til søterritoriet indtil en afstand af 200 sømil fra de til enhver tid gældende basislinjer, jf. lov om eksklusive økonomiske zoner.
Stk. 5.
Ved Østersøområdet forstås i denne lov Østersøen, Den Botniske Bugt, Den Finske Bugt, Sundet, Bælterne og Kattegat indtil breddeparallellen 57o 44,8’N gennem Skagen.
Stk. 6.
Ved Nordsøområdet forstås den egentlige Nordsø samt andre havområder inden for følgende grænser:
- 1) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 5o V.
- 2) Skagerrak afgrænset i syd af breddeparallellen 57o 44,8’N gennem Skagen.
- 3) Den Engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5o V og nord for breddeparallellen 48o 30’N.