Gødskningsloven § 7
§ 7
Registrering i Register for Gødningsregnskab har virkning for hele den planperiode, hvori anmeldelsen finder sted. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dog i særlige tilfælde registrere en virksomhed med virkning for tidligere planperioder.
Stk. 2.
Ministeren kan i særlige tilfælde og efter ansøgning tillade, at en virksomhed, der er delregistreret i henhold til lov om merværdiafgift (momsloven), alene registreres for en del af virksomheden i Register for Gødningsregnskab.
Stk. 3.
En virksomhed skal være tildelt et centralt virksomhedsregistreringsnummer (cvr-nummer) efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister for at kunne anmelde sig til registrering i Register for Gødningsregnskab.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om Register for Gødningsregnskabs opbygning og ajourføring, om anmeldelse til registrering og om krav om dokumentation for, at betingelserne for optagelse i registeret er opfyldt, samt om, hvilke oplysninger en anmeldelse til registrering skal indeholde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om registrering af virksomheder, der ikke er tildelt et cvr-nummer.