Forsikringsaftaleloven §§ 45-49
§ 45
Bliver med den sikredes vilje en i policen bestemt angivet fareomstændighed således ændret, at selskabets risiko derved forøges udover, hvad der ved aftalens afslutning kan antages at være taget i betragtning, er selskabet fri for ansvar, hvis det ikke ville have overtaget forsikringen, såfremt de ved ændringen hidførte forhold havde foreligget, da aftalen blev afsluttet.
Stk. 2.
Må det antages, at selskabet ville have tegnet forsikringen, men på andre vilkår, hæfter det således, som det mod den aftalte præmie ville have fortsat forsikringen, om fareforøgelsen havde været det bekendt. Ville selskabet ved genforsikring i videre omfang have begrænset sit ansvar for egen regning, nedsættes erstatningen i samme forhold.
Stk. 3.
Ved søforsikring og anden transportforsikring samt garantiforsikring gælder i stedet for den i 2det stykke nævnte regel, at selskabet kun er ansvarligt i det omfang fareforøgelsen har været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens størrelse.
§ 46
Undlader den sikrede efter at være kommet til kundskab om en ikke med hans vilje sket fareforøgelse uden gyldig grund at underrette selskabet derom, anses ændringen som hidført med hans vilje.
§ 47
Uanset om en fareforøgelse af den i § 45 nævnte art er hidført med eller uden den sikredes vilje, er selskabet berettiget til at opsige forsikringen med en uges - hvis forsikringstageren har bopæl i Grønland, en måneds - varsel.
§ 48
Vil selskabet påberåbe sig, at fareforøgelse er indtrådt, må det efter erhvervet kundskab om fareforøgelsen uden unødigt ophold give den sikrede meddelelse om, hvorvidt det vil gøre nogen ret i henhold til §§ 45-47 gældende.
§ 49
Selskabet kan ikke til sin frigørelse påberåbe sig en fareforøgelse, når denne er bortfaldet eller har ophørt at have nogen betydning for selskabet.
Stk. 2.
Det samme gælder, når fareforøgelsen skyldes en handling, som foretages til afværgelse af skade på person eller ejendom under sådanne omstændigheder, at handlingen må anses forsvarlig.