Folketingsvalgloven § 82
§ 82
Hvis et parti har anmeldt partiliste i storkredsen, jf. § 41, stk. 1, foretages opgørelsen af, hvilke kandidater der er valgt, på følgende måde:
- 1) Partiets samlede antal stemmer i storkredsen, jf. § 76, stk. 1, divideres med et tal, der er én større end det antal kreds- og tillægsmandater, der er tilfaldet partiet i storkredsen. Det derved fremkomne tal forhøjes, uanset om det er et helt tal, til det næste hele tal. Dette tal er herefter partiets fordelingstal i storkredsen.
- 2) Har en kandidat efter sammentællingen i § 80, stk. 2, opnået et stemmetal i storkredsen, der er lig med eller større end fordelingstallet, er den pågældende valgt. Har flere kandidater opnået fordelingstallet, er de pågældende valgt i partilistens rækkefølge.
- 3) Opnås det ikke herved at få besat de mandater, der er tilfaldet partiet i storkredsen, er de øvrige kandidater valgt i partilistens rækkefølge i det antal, hvori partiet endnu er berettiget til mandater.
- 4) Har ingen af kandidaterne opnået fordelingstallet, er kandidaterne valgt i partilistens rækkefølge i det antal, hvori der er tilfaldet partiet mandater i storkredsen.