Folketingsvalgloven § 43

  1. § 43
    Valgbestyrelsen tilvejebringer stemmesedler til brug ved afstemningen i opstillingskredsen samt opslag, jf. § 45, stk. 3. Stemmesedler og opslag udarbejdes på grundlag af de fortegnelser over de opstillede kandidater, der er nævnt i § 42, stk. 1.
  2. Stk. 2.
    Stemmesedlen skal indeholde navnene og bogstavbetegnelserne på samtlige partier, der har kandidater opstillet i storkredsen. Partierne anføres i alfabetisk rækkefølge efter bogstavbetegnelsen.
  3. Stk. 3.
    Stemmesedlen skal endvidere indeholde navnene på samtlige kandidater, der er opstillet i storkredsen. Kandidater, der opstiller for et parti, anføres samlet i et særskilt felt for det pågældende parti og i den rækkefølge, der er angivet i § 39, stk. 2, og § 40, stk. 2 og 3. Kandidater, der opstiller uden for partierne, anføres til sidst i et særskilt felt for disse og i alfabetisk rækkefølge, dog således at kandidater opstillet i opstillingskredsen anføres først.
  4. Stk. 4.
    Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om stemmesedlernes indhold og udformning.