Folketingsvalgloven § 29

  1. § 29
    Senest når valg er udskrevet, vælger kommunalbestyrelsen for hvert afstemningsområde mindst 5 og højst 9 valgstyrere til at forestå afstemningen og stemmeoptællingen på afstemningsstedet.
  2. Stk. 2.
    Valgstyrerne vælges ved forholdstalsvalg under ét blandt de vælgere, der har bopæl i kommunen.
  3. Stk. 3.
    En vælger, der er opstillet som kandidat til valget, kan vælges som valgstyrer.
  4. Stk. 4.
    Blandt valgstyrerne vælger kommunalbestyrelsen en formand for valgstyrerne for hvert afstemningsområde. Formændene vælges ved forholdstalsvalg.
  5. Stk. 5.
    Valgstyrerne fører en afstemningsbog, hvori indføres alle væsentlige oplysninger om afstemningen i afstemningsområdet samt resultatet heraf. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om afstemningsbogens indhold og udformning.
  6. Stk. 6.
    Valgstyrerformanden skal sørge for, at der umiddelbart inden og under valghandlingen, jf. § 46, og ved den efterfølgende stemmeoptælling, jf. § 68, stk. 1, til enhver tid er et tilstrækkeligt antal valgstyrere til stede på afstemningsstedet til, at der kan sikres en hensigtsmæssig afvikling af valghandlingen og stemmeoptællingen. Der skal dog altid være et flertal af de udpegede valgstyrere til stede på afstemningsstedet under valghandlingen og den efterfølgende stemmeoptælling. Valgstyrerne skal rette sig efter valgstyrerformandens anvisninger. Alle valgstyrerne skal være til stede ved underskrivningen af afstemningsbogen, jf. § 70, 1. pkt.