FE-loven §§ 3-8
§ 3
Forsvarets Efterretningstjeneste kan indsamle og indhente oplysninger, der kan have betydning for tjenestens efterretningsmæssige virksomhed.
Stk. 2.
Ved den i stk. 1 nævnte virksomhed rettet mod forhold i udlandet kan tjenesten medtage oplysninger om i Danmark hjemmehørende fysiske og juridiske personer og personer, der opholder sig i Danmark.
Stk. 3.
Ved den i stk. 1 nævnte virksomhed rettet mod forhold i udlandet kan tjenesten indhente oplysninger om en i Danmark hjemmehørende fysisk person, når denne opholder sig i udlandet, og der er bestemte grunde til at formode, at den pågældende deltager i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en terrortrussel mod Danmark og danske interesser. Såfremt denne indhentning medfører, at der sker indgreb i meddelelseshemmeligheden, skal tjenesten indhente retskendelse hertil efter reglerne i kapitel 2 a.
Stk. 4.
Told- og skatteforvaltningen skal videregive oplysninger om passagerer og besætning på luftfartøjer til Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis tjenesten vurderer, at oplysningerne kan have betydning for varetagelsen af tjenestens virksomhed rettet mod forhold i udlandet og oplysningerne vedrører personer, der ikke er danske statsborgere.
Stk. 5.
Forsvarsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler om, hvordan oplysninger efter stk. 4 skal stilles til rådighed for Forsvarets Efterretningstjeneste.
Stk. 6.
Forsvarets Efterretningstjeneste kan indsamle og indhente oplysninger, der er nødvendige for tjenestens øvrige virksomhed.
§ 3 a
Indgreb i meddelelseshemmeligheden i medfør af § 3, stk. 3, med henblik på indhentning af oplysninger om en i Danmark hjemmehørende fysisk person, der opholder sig i udlandet, sker efter kendelse. Retsmøder holdes for lukkede døre. I kendelsen anføres den eller de personer, som indgrebet angår. Endvidere anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne i § 3, stk. 3, for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Stk. 2.
Et indgreb i meddelelseshemmeligheden må ikke foretages, såfremt der efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Indgrebet må endvidere ikke foretages med hensyn til den pågældendes forbindelse med personer, som efter reglerne i retsplejelovens § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne.
Stk. 3.
I kendelsen fastsættes det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Dette tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 8 uger. Tidsrummet kan forlænges, men højst med 8 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved kendelse.
Stk. 4.
Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan Forsvarets Efterretningstjeneste træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal Forsvarets Efterretningstjeneste snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes, samt om det kan opretholdes, og i bekræftende fald for hvilket tidsrum, jf. stk. 1 og 3. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Forsvarsministeriet.
§ 3 b
Inden retten træffer afgørelse efter § 3 a, skal der beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, som er nævnt i retsplejelovens § 784, stk. 2.
§ 3 c
En advokat, som er beskikket efter § 3 b, skal underrettes om alle retsmøder i sagen og er berettiget til at overvære disse samt i forbindelse med retsmødet at gøre sig bekendt med det materiale, som Forsvarets Efterretningstjeneste har tilvejebragt. Advokaten må ikke give de oplysninger, som denne bliver bekendt med under sagen, videre til andre eller sætte sig i forbindelse med den, over for hvem indgrebet er begæret foretaget. Den beskikkede advokat må ikke give møde ved anden advokat eller ved fuldmægtig.
Stk. 2.
Bestemmelserne om beskikkede forsvarere i retsplejelovens kapitel 66 og § 746, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på den beskikkede advokat. Retten kan bestemme, at den beskikkede advokat ikke under en eventuel senere straffesag kan virke som forsvarer for nogen sigtet.
§ 3 d
Reglerne i retsplejelovens kapitel 63 om værneting og kapitel 85 om kære til højere ret finder tilsvarende anvendelse.
§ 4
For behandling af personoplysninger vedrørende en i Danmark hjemmehørende fysisk person finder § 3, § 5, § 11, stk. 1, § 14, § 41, stk. 1-4, og § 42 i lov om behandling af personoplysninger anvendelse.
Stk. 2.
Forsvarets Efterretningstjeneste kan behandle enhver personoplysning vedrørende en i Danmark hjemmehørende fysisk person, hvis behandlingen
- 1) sker med samtykke,
- 2) må antages at have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver efter § 1, stk. 1 og 4, eller
- 3) er nødvendig for varetagelsen af tjenestens opgaver efter § 1, stk. 2.
Stk. 3.
Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om Forsvarets Efterretningstjenestes behandling af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.
§ 5
For behandling af oplysninger vedrørende i Danmark hjemmehørende juridiske personer finder § 3, § 5, § 14, § 41, stk. 1-4, og § 42 i lov om behandling af personoplysninger tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Forsvarets Efterretningstjeneste kan behandle enhver oplysning vedrørende en i Danmark hjemmehørende juridisk person, hvis behandlingen
- 1) sker med samtykke,
- 2) må antages at have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver efter § 1, stk. 1 og 4, eller
- 3) er nødvendig for varetagelsen af tjenestens opgaver efter § 1, stk. 2.
Stk. 3.
Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om Forsvarets Efterretningstjenestes behandling af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.
§ 6
Forsvarets Efterretningstjeneste skal, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov, slette oplysninger om i Danmark hjemmehørende fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i Forsvarets Efterretningstjenestes virksomhed efter § 1, stk. 1, når der ikke er tilvejebragt nye oplysninger, der indholdsmæssigt vedrører samme sag, inden for de seneste 15 år.
Stk. 2.
Rådata skal slettes 15 år fra indhentningstidspunktet.
Stk. 3.
Sletning af oplysninger efter stk. 1 og 2 kan undlades, hvis væsentlige hensyn til varetagelsen af Forsvarets Efterretningstjenestes opgaver efter § 1, stk. 1, gør det nødvendigt.
§ 6 a
Bliver Forsvarets Efterretningstjeneste i forbindelse med sine aktiviteter opmærksom på, at sager eller dokumenter m.v. ikke længere opfylder betingelserne i § 4, stk. 2, og § 5, stk. 2, skal disse slettes, uanset om slettefristen i § 6, stk. 1, er udløbet. Forsvarets Efterretningstjeneste er ikke i øvrigt forpligtet til løbende af egen drift at gennemgå tjenestens sager og dokumenter m.v. med henblik på at vurdere, om betingelserne i § 4, stk. 2, og § 5, stk. 2, fortsat er opfyldt.
Stk. 2.
Forsvarets Efterretningstjeneste er uanset bestemmelserne i §§ 4 og 5 og § 6, stk. 1 og 3, ikke forpligtet til at slette oplysninger, der ikke opfylder betingelserne i § 4, stk. 2, og § 5, stk. 2, hvis oplysningerne indgår i dokumenter m.v., som i øvrigt opfylder betingelserne i § 4, stk. 2, og § 5, stk. 2, jf. dog § 10, stk. 2.
§ 7
Forsvarets Efterretningstjeneste kan videregive oplysninger til Politiets Efterretningstjeneste, hvis videregivelsen kan have betydning for varetagelsen af tjenesternes opgaver.
Stk. 2.
For videregivelse af personoplysninger vedrørende en i Danmark hjemmehørende fysisk person til andre danske forvaltningsmyndigheder, private, udenlandske myndigheder og internationale organisationer finder § 4 anvendelse. Herudover finder § 8, stk. 2, i lov om behandling af personoplysninger anvendelse, hvis den i 1. pkt. nævnte videregivelse vedrører personoplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger.
Stk. 3.
For videregivelse af oplysninger om i Danmark hjemmehørende juridiske personer til andre danske forvaltningsmyndigheder, private, udenlandske myndigheder og internationale organisationer finder § 5 anvendelse.
Stk. 4.
Videregivelse af personoplysninger som nævnt i stk. 2 og 3 kan kun ske, hvis videregivelsen efter en konkret vurdering må anses for forsvarlig.
§ 8
Lovlig politisk virksomhed, der udøves af en i Danmark hjemmehørende fysisk person, kan ikke i sig selv begrunde, at Forsvarets Efterretningstjeneste behandler oplysninger om den pågældende.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 afskærer ikke Forsvarets Efterretningstjeneste fra at behandle oplysninger om en persons politiske virksomhed med henblik på at afklare, om virksomheden er lovlig.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1 afskærer ikke Forsvarets Efterretningstjeneste fra ved behandlingen af oplysninger om politiske foreninger og organisationer at medtage oplysninger om, hvem der udgør ledelsen.