Ejendomsskatteloven §§ 5-9

  1. § 5
    Kommunalbestyrelsen skal fritage følgende ejendomme for grundskyld:
    1. 1) Kongelige slotte og palæer med tilliggender, der tilhører staten.
    2. 2) Andre ejendomme, der tilhører staten, regionerne eller kommunerne, med undtagelse af ejendomme, som ejeren anvender til landbrug, havebrug, skovdrift eller erhvervsmæssig udleje, eller som henligger ubenyttet, og med undtagelse af ejendomme, der tilhører DSB, Energinet.dk, Naviair eller Danpilot.
    3. 3) Privat fast ejendom beliggende på modtagerstatens territorium, som besiddes af udsenderstaten, udsenderstatens repræsentationschef eller medlemmer af repræsentationens diplomatiske eller administrative og tekniske personale samt disse persongruppers familiemedlemmer tilhørende deres husstand, hvis ejendommen besiddes til brug for den diplomatiske repræsentation.
    4. 4) Konsulatområdet, som hører til et konsulat ledet af en udsendt konsulatembedsmand, og den udsendte konsulatchefs bolig, såfremt disse ejes af eller er lejet af udsenderstaten eller en person, der handler på udsenderstatens vegne.
    5. 5) Konsulatområdet, som hører til et konsulat ledet af en honorær konsulatembedsmand, og som ejes af eller er lejet af udsenderstaten.
    6. 6) Fredede ejendomme, hvorpå der er tinglyst en særlig bevaringsdeklaration i henhold til lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer. Fritagelsen efter 1. pkt. omfatter kun den bebyggede grund, gårdsplads og have. Fritagelsen efter 1. pkt. gælder ikke for ejendomme, der tilhører staten, regioner, kommuner, kirker eller præsteembeder, eller som tilhører en ejer, hvis budgetterede driftsudgifter dækkes for mere end 50 pct. af tilskud fra staten, regionerne og kommunerne.
    7. 7) Bebyggede grunde, gårdspladser og haver til forsamlingshuse, der ikke drives erhvervsmæssigt. En sammenhængende have, der hører til et forsamlingshus m.v., er omfattet af 1. pkt., selv om en del af haven i matrikulær henseende udgør en eller flere selvstændige faste ejendomme, der er særskilt vurderet efter ejendomsvurderingsloven.
    8. 8) Ejendomme tilhørende Danmarks Nationalbank, i det omfang de er fritaget efter § 21 i lov om Danmarks Nationalbank.
  2. Stk. 2.
    Opfylder kun en del af en ejendom omfattet af stk. 1 betingelserne for fritagelse for grundskyld, er kun grundværdien vedrørende denne del af ejendommen fritaget for grundskyld. Told- og skatteforvaltningen foretager som en del af vurderingen et skøn over, hvor stor en del af en ejendom der kan fritages, og foretager en fordeling af grundværdien på den del, der kan henføres til henholdsvis den fritagne og den ikkefritagne del efter 1. pkt., jf. ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt. Fordelingen efter 2. pkt. foretages første gang i den vurdering, der er foretaget i kalenderåret før det skatteår, hvor ændringen første gang skal have virkning.
  1. § 6
    Kommunalbestyrelsen skal meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyld af ejendomme, der er ramt af kystnedbrydning. Fritagelsen gælder, indtil en ny ansættelse kan lægges til grund ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for grundskyld.
  1. § 7
    Kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyld af følgende ejendomme, der ejes af en organisation eller en institution eller af private:
    1. 1) Skoler, hospitaler, sygehuse, institutioner godkendt i henhold til den sociale lovgivning, biblioteker under offentligt tilsyn og offentligt tilgængelige museer. Fritagelsen kan dog kun omfatte den bebyggede grund samt gårdsplads og have til bygninger og lokaler, der benyttes af institutionen eller den private til de formål, der er nævnt i 1. pkt.
    2. 2) Sports- og idrætsanlæg, der tilhører gymnastik-, idræts- og skytteforeninger, eller andre organisationer med sports- og idrætsformål for den del af ejendommen, der direkte eller indirekte anvendes til sport og idræt.
    3. 3) Ejendomme, der anvendes til ungdomslejr, lejrplads eller feriekoloni for børn, når ejeren er en organisation og hovedformålet med organisationen er at fremme børns eller unge menneskers friluftsliv.
    4. 4) Ejendomme, der ejes af almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttige formål, og som anvendes til institutionens formål.
    5. 5) Gas-, vand- og fjernvarmeværker, når adgang til leverance fra værket er åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, og værkets indtægter bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital ifølge vedtægterne udelukkende kan anvendes til værkets formål.
  2. Stk. 2.
    Opfylder kun en del af en ejendom omfattet af stk. 1 betingelserne for fritagelse for grundskyld, er kun grundværdien vedrørende denne del af ejendommen fritaget for grundskyld. Told- og skatteforvaltningen foretager som en del af vurderingen et skøn over, hvor stor en del af en ejendom der kan fritages, og foretager en fordeling af grundværdien på den del, der kan henføres til henholdsvis den fritagne og den ikkefritagne del efter 1. pkt., jf. ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt. Fordelingen efter 2. pkt. foretages første gang i den vurdering, der er foretaget i kalenderåret før det skatteår, hvor ændringen første gang skal have virkning.
  1. § 8
    Kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyld, hvis kommunalbestyrelsen af samfundsmæssige hensyn ønsker, at private grunde ikke bebygges, eller at en bebyggelse bevares. Fritagelsen sker for en vurderingsperiode efter ejendomsvurderingsloven ad gangen.
  2. Stk. 2.
    Det er en betingelse for fritagelse efter stk. 1, at ejeren over for kommunalbestyrelsen forpligter sig til ikke at foretage ændringer i grundens udnyttelse uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Foretager ejeren uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen bygningsforanstaltninger på grunden, som strider imod de fastsatte betingelser for fritagelsen, bestemmer kommunalbestyrelsen, om og da i hvilket omfang fritagelsen bortfalder. Fritagelsen ophører med virkning fra og med førstkommende 1. januar.
  1. § 9
    Tidligere opnået henstand, som i medfør af § 6 A i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, er ydet af kommunalbestyrelsen med betaling af grundskyld for visse landbrugsejendomme, bevares på uændrede vilkår, indtil kommunalbestyrelsen konstaterer, at betingelserne for ophør af henstand indtræder efter § 6 A i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020. Henstandsbeløbet med tilskrevne renter forfalder uanset 1. pkt. til betaling ved ejerskifte, medmindre ejerskifte sker mellem ægtefæller.
  2. Stk. 2.
    Kommunalbestyrelsen giver årligt ejeren meddelelse om kommunens tilgodehavende pr. 1. januar med angivelse af de beløb, hvormed der i det forudgående kalenderår er ydet henstand, og af tilskrevne renter.