Ejendomsmæglerloven § 4
§ 4
I denne lov forstås ved:
- 1) Ejendomsformidlingsvirksomhed: En juridisk enhed, som beskæftiger sig med formidling af salg af fast ejendom til eller for forbrugere.
- 2) Forbruger: En person, som handler med henblik på afhændelse af en fast ejendom, når ejendommen hovedsagelig har været anvendt ikkeerhvervsmæssigt af vedkommende, eller erhvervelse af en fast ejendom, når ejendommen hovedsagelig er bestemt til ikkeerhvervsmæssig anvendelse for vedkommende.
- 3) Kontantpris: Den pris, hvortil den faste ejendom kan erhverves kontant uden overtagelse af lån.
- 4) Salgsprovenu: Det beløb, som sælger vil få til fri rådighed efter den faste ejendoms salg og handelens berigtigelse.
Stk. 2.
Ved fast ejendom forstås i denne lov
- 1) en fast ejendom eller en del af en fast ejendom,
- 2) en ideel anpart af en fast ejendom,
- 3) en andel i en andelsboligforening, som er stiftet eller er under stiftelse, og
- 4) en aktie eller andet adkomstdokument med tilknyttet brugsret til en bolig.