Dyrevelfærdsloven § 27
§ 27
Operative og lignende indgreb, der kan påføre dyret lidelse, bortset fra uvæsentlig smerte af forbigående karakter, må kun foretages af en dyrlæge, medmindre indgrebet er uopsætteligt. Lidelse og smerte skal begrænses i videst muligt omfang.
Stk. 2.
Operative og lignende indgreb, som har til formål at ændre et dyrs udseende, må ikke foretages.
Stk. 3.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om operative og lignende indgreb, herunder regler om kastration, halekupering, afhorning, mærkning, isætning af ring m.m. i næsen eller trynen, fjernelse af kløer, tænder og andre legemsdele samt beskæring af næb.
Stk. 4.
Ministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af operative og lignende indgreb kun må foretages af en dyrlæge eller andet særligt uddannet personale.
Stk. 5.
Ministeren kan fastsætte regler om forbud mod visse typer af operative og lignende indgreb.