Byfornyelsesloven § 94
§ 94
Boligministeren meddeler årligt en udgiftsramme til byfornyelse til de kommunalbestyrelser, som forinden har anmodet om at få del i den statslige udgiftsramme til byfornyelse, jf. § 93. Meddelelse gives senest den 1. marts, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 2.
Boligministeren meddeler årligt en udgiftsramme til landsbyfornyelse til de kommunalbestyrelser, som forinden har anmodet om at få del i den statslige udgiftsramme til landsbyfornyelse, jf. § 93. Meddelelse gives senest den 1. marts, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3.
Den samlede statslige udgiftsramme til byfornyelse, jf. § 93, fordeles mellem de enkelte ansøgende kommuner efter objektive kriterier fastsat af boligministeren. Udgiftsrammen kan dog anvendes til løsning af afgrænsede byfornyelsesopgaver, herunder kondemnering m.v. og byfornyelsesforsøg efter §§ 96 og 97.
Stk. 4.
Den samlede statslige udgiftsramme til landsbyfornyelse, jf. § 93, fordeles mellem de enkelte ansøgende kommuner efter objektive kriterier fastsat af boligministeren.
Stk. 5.
Meddeler kommunalbestyrelsen tilsagn til en ejer om støtte, eller disponerer kommunalbestyrelsen på anden måde således, at det udløser refusion efter denne lov, skal kommunalbestyrelsen samtidig indberette det. Dette gælder dog ikke tilsagn efter § 98. Statslig udgiftsramme til byfornyelse, som ikke er udmøntet i konkrete beslutninger inden for den fastsatte frist, føres tilbage til den samlede statslige udgiftsramme til byfornyelse. Statslig udgiftsramme til landsbyfornyelse, som ikke er udmøntet i konkrete beslutninger inden for den fastsatte frist, føres tilbage til den statslige udgiftsramme til landsbyfornyelse. Boligministeren kan, når særlige forhold taler herfor, dispensere fra kravet i 1. pkt.