Boafgiftsloven §§ 41-43
§ 41
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
- 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, herunder til brug ved beregning af passivposter efter § 13 a, eller fortier eller nægter at give oplysninger til brug ved afgørelser om afgiftspligten eller afgiftsberegningen eller
- 2) undlader rettidigt at afgive de opgørelser, anmeldelser m.v., der er foreskrevet i denne lov, eller
- 3) undlader at underrette told- og skatteforvaltningen om, at ansættelsen af værdien af gaven er for lav, jf. § 26, stk. 4.
Stk. 2.
I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3.
Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage staten afgift eller skat, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 4.
For overtrædelser der begås af selskaber m.v. (juridiske personer), kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 42
Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2.
Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 895 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
§ 43
Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.