Boafgiftsloven § 20
§ 20
I boer behandlet ved en bobestyrer hæfter bobestyreren for boafgifterne.
Stk. 2.
I privat skiftede boer hæfter arvingerne personligt og solidarisk for boafgifterne. Legatarer hæfter solidarisk, men kun med værdien af det modtagne.
Stk. 3.
En privatskiftende arving kan som betingelse for at acceptere privat skifte kræve, at der, inden deling af boet påbegyndes, skal stilles bankgaranti eller tilsvarende sikkerhed for boafgifterne, eller at utvivlsomt tilstrækkelige midler til dækning af afgiftskravene indsættes på en spærret konto i et pengeinstitut.
Stk. 4.
Personer, der er anmeldelsespligtige efter § 10, stk. 3, 4, 6 og 7, hæfter for boafgifterne.
Stk. 5.
Har en arving eller legatar uden skifte fået udbetalt arv eller vederlag for afkald på arv, jf. § 8, stk. 3, hæfter arvingen, legataren og boet for boafgifterne.
Stk. 6.
Forsikringsselskaber, pengeinstitutter, pensionskasser og repræsentanter for udenlandske forsikringsselskaber hæfter for afgifterne af afgiftspligtige forsikringsbeløb m.v., som de udbetaler til en begunstiget.