Bekæmpelsesmiddelafgiftsloven § 8
§ 8
Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal yde for varerne inklusive afgift efter denne lov, men eksklusive merværdiafgift. Kasserabatter og andre rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, skal medregnes i den afgiftspligtige værdi. Til den afgiftspligtige værdi medregnes endvidere i alle tilfælde agentprovision og lignende. I tilfælde, hvor der ikke finder modydelse sted, er den afgiftspligtige værdi virksomhedens almindelige pris ved udleveringen af sådanne varer mod vederlag. Kan en sådan pris ikke konstateres, fastsættes den afgiftspligtige værdi af told- og skatteforvaltningen på grundlag af virksomhedens indkøbspris med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer.
Stk. 2.
Ved salg direkte til forbrugerne fastsættes afgiftsværdien til varens almindelige engrospris. Hvis der ikke findes en almindelig engrospris, er afgiftsværdien ved salg direkte til forbruger eller ved overførsel til eget detailudsalg varens detailpris med fradrag af 20 pct.
Stk. 3.
Skatteministeren kan fastsætte særlige regler for omregning mellem et regnskab i fremmed valuta og fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi i dansk mønt.