Børnebortførelsesloven §§ 3-9

1. § 3

   Centralmyndigheden skal:
   1. 1) modtage og formidle henvendelser i henhold til konventionerne,
   2. 2) samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, som har tiltrådt konventionerne, og
   3. 3) udføre de opgaver, som ifølge konventionerne i øvrigt påhviler centralmyndigheden.

2. Stk. 2.

   Social- og boligministeren bestemmer, hvem der er centralmyndighed her i landet, og kan fastsætte nærmere bestemmelser om dens virksomhed.

1. § 4

   En afgørelse om forældremyndighed, om, hvor barnet skal bo, eller om samvær, der er truffet i en stat, som har tiltrådt Europarådskonventionen, anerkendes her i landet.

2. Stk. 2.

   En afgørelse som nævnt i stk. 1 kan efter anmodning fuldbyrdes her i landet, hvis den kan danne grundlag for fuldbyrdelse i den stat, hvor afgørelsen er truffet (oprindelsesstaten), jf. dog §§ 5-8.

3. Stk. 3.

   Hvis der på det tidspunkt, da et barn førtes til et andet land, ikke forelå nogen afgørelse fra en konventionsstat, som kan fuldbyrdes, skal enhver senere afgørelse, der er truffet i en konventionsstat, sidestilles med en afgørelse efter stk. 1, hvis den indeholder oplysning om, at bortførelsen var ulovlig.

1. § 5

   En afgørelse efter § 4, der er truffet, selv om sagsøgte er udeblevet, kan kun anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, hvis:
   1. 1) den sagsøgte har fået forkyndt en stævning eller har modtaget et tilsvarende dokument så tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser eller stævning eller tilsvarende dokument ikke har kunnet forkyndes for eller modtages af parten, fordi denne har holdt sit opholdssted skjult for modparten, og
   2. 2) den myndighed, som har truffet afgørelsen efter § 4, var kompetent på grundlag af sagsøgtes bopæl, forældrenes seneste fælles bopæl, hvis en af dem stadig har sin bopæl der, eller barnets bopæl.

1. § 6

   En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes, hvis:
   1. 1) afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende danske principper for familiers og børns retsforhold,
   2. 2) afgørelsen på grund af ændrede forhold åbenbart ikke længere er forenelig med, hvad der er bedst for barnet,
   3. 3) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var dansk statsborger eller havde bopæl her i landet uden at have en tilsvarende tilknytning til oprindelsesstaten,
   4. 4) barnet på det tidspunkt, da sagen blev indledt i oprindelsesstaten, var statsborger både i oprindelsesstaten og her i landet og havde bopæl her i landet, eller
   5. 5) barnet ifølge loven i den stat, hvor det er statsborger eller har bopæl, har ret til selv at bestemme, hvor det vil bo.

1. § 7

   En afgørelse efter § 4 kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, hvis den er uforenelig med en afgørelse, der er truffet her i landet i en sag, som er indledt før fremsættelsen af anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, og nægtelsen stemmer med, hvad der er bedst for barnet.

2. Stk. 2.

   En afgørelse, som er truffet i et andet land end oprindelsesstaten, og som kan fuldbyrdes her, sidestilles med en afgørelse, der er truffet her i landet efter stk. 1.

1. § 8

   Sag om anerkendelse eller fuldbyrdelse efter § 4 kan udsættes ved kendelse, hvis:
   1. 1) afgørelsen efter almindelige appel- eller klageregler er indbragt for en overordnet instans i oprindelsesstaten,
   2. 2) forældremyndigheds-, bopæls- eller samværsspørgsmålet er under behandling her i landet under en sag, som er indledt, før sagen blev indledt i oprindelsesstaten, eller
   3. 3) en anden afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær er under fuldbyrdelse eller der er anmodet om anerkendelse af den.

1. § 9

   Familieretten kan i forbindelse med fuldbyrdelse af en afgørelse om samvær efter § 4 træffe bestemmelse om omfanget og udøvelsen af samværet.