ATP-loven § 9 a
§ 9 a
Udbetaling af tillægspensionen kan udskydes regnet fra folkepensionsalderen. Udbetalingen kan ikke udskydes i mere end 10 år regnet fra den 1. i måneden, efter at medlemmet har nået folkepensionsalderen. Tillægspensionen forhøjes, for hver måned udbetalingen udskydes. Den forhøjede pension erhverves i overensstemmelse med de tariffer, der fastsættes en gang om året for det følgende år af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension. De indstillede årlige tariffer fastsættes i overensstemmelse med § 8 c, stk. 2.
Stk. 2.
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension kan dog bestemme, at pensioner, der vil give anledning til et kapitaliseret engangsbeløb, jf. § 9, stk. 1, 3. pkt., udbetales ved opnået folkepensionsalder.