Arbejdsskadesikringsloven §§ 20-22
§ 20
Den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og som ved tilskadekomnes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.
Stk. 2.
Erstatningen ydes i form af en tidsbestemt løbende erstatning, som årligt udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales med virkning fra datoen for dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden kan højst fastsættes til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales erstatningen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet. En efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter stk. 1, kan inden for en frist på 5 år efter erstatningens ophør anmode om at få tilkendt en yderligere tidsbestemt løbende erstatning.
Stk. 3.
Erstatning efter stk. 2 løber uændret i den fastsatte periode, medmindre erstatningen helt eller delvis omsættes til kapitalbeløb eller den berettigede afgår ved døden.
Stk. 4.
Den løbende erstatning ophører med udgangen af den måned, hvor efterladte når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.
§ 21
Efterlader afdøde sig børn eller unge op til 21 år, over for hvilke den pågældende har haft forsørgelsespligt efter lov om børns forsørgelse, har hvert barn eller ung, som har den anden af sine forældre i live, ret til en løbende årlig erstatning på 10 pct. af afdødes årsløn, jf. § 24, indtil det fyldte 21. år.
Stk. 2.
Mister et barn eller en ung, som modtager løbende erstatning efter stk. 1, den anden af sine forældre, tilkommer der for den resterende tid barnet eller den unge en årlig erstatning på 20 pct. af afdødes årsløn. Samme årlige erstatning tilkommer indtil det fyldte 21. år hvert barn eller ung, for hvilket tilskadekomne havde været eneforsørger efter lov om børns forsørgelse.
Stk. 3.
Hvis erstatningerne efter stk. 1 og 2 udregnes til mere end 50 pct. af afdødes årsløn, nedsættes de enkelte erstatninger til samlet 50 pct. af afdødes årsløn. Ydes der samtidig erstatning efter § 20, nedsættes erstatningerne tilsvarende til 40 pct. af afdødes årsløn.
Stk. 4.
Erstatningerne efter stk. 1 og 2 udbetales med virkning fra dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales erstatningen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden.
§ 22
Hvis de samlede årlige erstatninger efter §§ 20 og 21 udgør mindre end 70 pct. af afdødes årsløn, kan der inden for denne begrænsning under særlige omstændigheder tillægges erstatning til andre, som afdøde helt eller delvis forsørgede, da arbejdsskaden indtraf. Erstatningen kan bortset fra erstatning til afdødes stedbørn under 21 år udbetales som kapitalbeløb, jf. § 27.