Årsregnskabsloven § 86
§ 86
I pengestrømsopgørelsen skal ind- og udbetalinger indregnes på betalingstidspunktet, uanset hvornår indregningen sker i resultatopgørelsen eller balancen.
Stk. 2.
Pengestrømsopgørelsen skal i det mindste vise periodens pengestrømme fordelt på drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteterne. Endvidere skal pengestrømsopgørelsen særskilt vise regnskabsårets forskydninger i likvider samt likviderne ved periodens begyndelse og slutning.
Stk. 3.
De tilsvarende beløb for posterne i det foregående regnskabsår skal anføres. Er posterne ikke direkte sammenlignelige med det foregående års poster, skal sidstnævnte tilpasses. Virksomheden kan dog undlade at tilpasse sammenligningstal, hvis den manglende sammenlignelighed skyldes ændringer i virksomhedens aktiviteter. Poster i pengestrømsopgørelsen, som ikke indeholder noget beløb for regnskabsåret, skal kun medtages, hvis den foregående årsrapport indeholder en sådan post.
Stk. 4.
En virksomhed kan undlade selv at udarbejde en pengestrømsopgørelse, hvis denne er indeholdt i en pengestrømsopgørelse for koncernen.