Årsregnskabsloven § 99 a
§ 99 a
Store virksomheder skal i ledelsesberetningen medtage en bæredygtighedsrapportering. I rapporteringen, der skal udgøre et særskilt afsnit, skal medtages oplysninger, der er nødvendige for at forstå virksomhedens indvirkning på bæredygtighedsspørgsmål, og hvordan bæredygtighedsspørgsmål påvirker virksomhedens udvikling, resultat og situation, jf. dog stk. 7 og 12. Virksomheden skal oplyse om den proces, den har gennemført for at identificere de oplysninger, som er medtaget i rapporteringen.
Stk. 2.
Oplysninger nævnt i stk. 1, 2. pkt., skal omfatte følgende, jf. dog stk. 5:
- 1) En kort beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel og -strategi, herunder
- a) virksomhedens forretningsmodel og -strategis modstandsdygtighed over for risici i forbindelse med bæredygtighedsspørgsmål,
- b) virksomhedens muligheder vedrørende bæredygtighedsspørgsmål,
- c) virksomhedens planer, herunder gennemførelsestiltag og hertil hørende finansierings- og investeringsplaner for at sikre, at dens forretningsmodel og -strategi er forenelige med Parisaftalen inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer vedtaget den 12. december 2015 og med målet om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og, hvor det er relevant, virksomhedens eksponering for kul-, olie- og gasrelaterede aktiviteter,
- d) hvordan virksomhedens forretningsmodel og -strategi tager hensyn til virksomhedens interessenters interesser og til virksomhedens indvirkning på bæredygtighedsspørgsmål, og
- e) hvordan virksomhedens strategi er blevet gennemført med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål.
- 2) En beskrivelse af de tidsfæstede mål vedrørende bæredygtighed, som virksomheden har fastsat, herunder, hvor det er relevant, absolutte mål for reduktion af drivhusgasemission i hvert fald for 2030 og 2050, en beskrivelse af virksomhedens fremskridt med hensyn til at nå disse mål og en tilkendegivelse af, hvorvidt virksomhedens mål vedrørende miljømæssige faktorer er baseret på videnskabelig dokumentation.
- 3) En beskrivelse af den rolle, som virksomhedens ledelse, jf. bilag 1, A, nr. 6, spiller med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål, og en beskrivelse af dens ekspertise og færdigheder med henblik på at varetage denne rolle eller den mulighed, den har for at anvende bistand på dette område.
- 4) En beskrivelse af virksomhedens politikker vedrørende bæredygtighedsspørgsmål.
- 5) Oplysninger om, hvorvidt der foreligger incitamentsordninger forbundet med bæredygtighedsspørgsmål, som tilbydes medlemmer af virksomhedens ledelse, jf. bilag 1, A, nr. 6.
- 6) En beskrivelse af
- a) due diligence-procedurer, der er gennemført af virksomheden med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål og, hvor det er relevant, i tråd med anden lovgivning, som stiller krav til virksomheder om at gennemføre en due diligence-procedure,
- b) de væsentligste aktuelle eller potentielle negative indvirkninger vedrørende virksomhedens egne aktiviteter og dens værdikæde, herunder dens produkter og tjenesteydelser, dens forretningsforbindelser og dens leverandørkæde, tiltag til at identificere og overvåge disse indvirkninger og andre negative indvirkninger, som virksomheden er påkrævet at identificere i henhold til anden lovgivning for virksomheder om at gennemføre en due diligence-procedure, og
- c) eventuelle tiltag, der er taget af virksomheden for at forebygge, afbøde, afhjælpe eller standse aktuelle eller potentielle negative indvirkninger, og resultatet af sådanne tiltag.
- 7) En beskrivelse af de væsentligste risici for virksomheden vedrørende bæredygtighedsspørgsmål, herunder en beskrivelse af virksomhedens væsentligste afhængigheder, for så vidt angår disse spørgsmål, og hvordan virksomheden styrer disse risici.
- 8) Indikatorer, som er relevante for oplysningerne i nr. 1-7.
Stk. 3.
Oplysningerne i stk. 2 skal omfatte oplysninger vedrørende kort-, mellem- og langsigtede horisonter, alt efter hvad der er relevant.
Stk. 4.
Oplysninger efter stk. 1-3 skal, hvor det er relevant, indeholde oplysninger om virksomhedens egne aktiviteter og dens værdikæde, herunder dens produkter og tjenesteydelser, dens forretningsforbindelser og dens leverandørkæde. Oplysninger efter stk. 1-3 skal endvidere indeholde henvisninger til og yderligere forklaringer på andre oplysninger, der er medtaget, jf. § 99, og beløb, der er anført i årsregnskabet.
Stk. 5.
Virksomheden kan i særlige tilfælde undlade at give oplysninger efter stk. 2-4, hvis offentliggørelse af de pågældende oplysninger kan forventes at volde betydelig skade for virksomheden i forbindelse med igangværende forhandlinger eller retstvister. Undlader virksomheden at give oplysninger, jf. 1. pkt., må dette dog ikke forhindre, at rapporteringen giver en rimelig og afbalanceret forståelse af virksomhedens udvikling, resultat og situation og virksomhedens aktivitets påvirkning af de forhold, der er nævnt i stk. 1. Undlader virksomheden at give oplysninger, jf. 1. pkt., skal virksomheden oplyse dette i sin rapportering.
Stk. 6.
Oplysninger, der efter stk. 1-5 skal medtages i bæredygtighedsrapporteringen, skal afgives i overensstemmelse med de for virksomheden til enhver tid relevante standarder for bæredygtighedsrapportering som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, herunder i delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til direktivet. Henvises der til internationale retningslinjer, protokoller el.lign. vedrørende bæredygtighedsrapportering i de i 1. pkt. omtalte standarder, vil disse være gældende, uanset at de ikke foreligger på dansk.
Stk. 7.
En dattervirksomhed kan undlade at medtage oplysninger efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning, hvis modervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1-6 i sin konsoliderede ledelsesberetning for den samlede koncern. Er en dattervirksomheds modervirksomhed etableret i et land uden for EU/EØS, kan dattervirksomheden undlade at medtage oplysningerne efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning, hvis dattervirksomheden er omfattet af en konsolideret bæredygtighedsrapportering efter stk. 11. En dattervirksomhed som nævnt i 2. pkt. kan endvidere undlade at medtage oplysningerne efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning, hvis dens modervirksomhed medtager oplysningerne i sin konsoliderede bæredygtighedsrapportering, jf. dog stk. 9, og hvis bæredygtighedsrapporteringen er udarbejdet i overensstemmelse med de i stk. 6 nævnte standarder eller på en måde, der er vurderet at være ligeværdig med standarderne for bæredygtighedsrapportering.
Stk. 8.
Anvender en dattervirksomhed bestemmelsen i stk. 7, 1. pkt., skal dattervirksomhedens ledelsesberetning indeholde oplysning om
- 1) navn og hjemsted på den modervirksomhed, der rapporterer oplysninger på koncernniveau i overensstemmelse med stk. 1-6 eller på en måde, der er vurderet at være ligeværdig med standarderne for bæredygtighedsrapportering som fastsat i overensstemmelse med de i stk. 6 nævnte standarder,
- 2) url-adresse på modervirksomhedens konsoliderede ledelsesberetning, jf. stk. 7, 1. pkt., eller i givet fald på dens konsoliderede bæredygtighedsrapportering og på erklæringen om bæredygtighedsrapportering, jf. § 135 c, eller på erklæringen om bæredygtighedsrapportering, jf. stk. 9, nr. 2, og
- 3) at dattervirksomheden er undtaget fra bestemmelserne i stk. 1-6.
Stk. 9.
Anvender en dattervirksomhed bestemmelsen i stk. 7, og er dattervirksomhedens modervirksomhed hjemmehørende i et land uden for EU/EØS, skal
- 1) dattervirksomhedens ledelsesberetning indeholde oplysninger som nævnt i stk. 8,
- 2) dattervirksomheden sammen med sin egen årsrapport indsende modervirksomhedens konsoliderede bæredygtighedsrapportering og erklæringen om bæredygtighedsrapporteringen i overensstemmelse med § 138 til Erhvervsstyrelsen og
- 3) de oplysninger, der fremlægges i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer vedrørende aktiviteter udført af dattervirksomheden, herunder dens dattervirksomheder, være indeholdt i dattervirksomhedens ledelsesberetning eller være indeholdt i modervirksomhedens konsoliderede bæredygtighedsrapportering.
Stk. 10.
For virksomheder, som udarbejder konsolideret bæredygtighedsrapportering, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1-6 gives for koncernen som helhed, jf. dog § 128, stk. 4.
Stk. 11.
En dattervirksomhed, hvis modervirksomhed har hjemsted uden for EU/EØS, er, jf. stk. 7, 2. pkt., indtil den 6. januar 2030 undtaget fra pligten i stk. 1, hvis dattervirksomheden og dens dattervirksomheder er omfattet af en konsolideret bæredygtighedsrapportering, som er udarbejdet af en anden dattervirksomhed inden for EU/EØS, og som opfylder betingelserne i 3. pkt. En bæredygtighedsrapportering efter 1. pkt. kan indeholde oplysninger efter artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og skal da omfatte de aktiviteter, der udføres af alle modervirksomhedens dattervirksomheder inden for EU/EØS, som er omfattet af forordningen. En bæredygtighedsrapportering efter 1. pkt. skal
- 1) omfatte alle modervirksomhedens dattervirksomheder i EU/EØS, der har pligt til at udarbejde en bæredygtighedsrapportering efter stk. 1-6 eller tilsvarende national regulering i det pågældende EU-/EØS-land,
- 2) være udarbejdet i overensstemmelse med stk. 1-6, jf. stk. 10, eller tilsvarende national regulering i det pågældende EU-/EØS-land,
- 3) være udarbejdet af en anden koncernforbundet dattervirksomhed inden for EU/EØS, som er en af modervirksomhedens dattervirksomheder inden for EU/EØS, der i mindst 1 af de foregående 5 regnskabsår på et konsolideret grundlag havde den største omsætning inden for EU/EØS, og
- 4) offentliggøres i overensstemmelse med § 138 eller tilsvarende national regulering i det pågældende EU-/EØS-land.
Stk. 12.
En modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, som undlader at udarbejde koncernregnskab i medfør af § 111, stk. 2, er undtaget fra at udarbejde bæredygtighedsrapportering, hvis dattervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning. Herudover er en modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, som undlader at udarbejde koncernregnskab i medfør af § 111, stk. 3, undtaget fra at udarbejde bæredygtighedsrapportering, hvis den dattervirksomhed, der udarbejder det i § 111, stk. 3, nr. 1, nævnte reviderede koncernregnskab, opfylder oplysningskravene efter stk. 1-6 i sin konsoliderede ledelsesberetning.