Værdipapirhandelsloven §§ 7-11
§ 7
I denne lov forstås ved
- 1) en operatør af et reguleret marked et aktieselskab, hvis virksomhed består i at drive et reguleret markeds forretninger,
- 2) en clearingcentral et aktieselskab, der driver værdipapirclearingvirksomhed med tilladelse efter § 8, og
- 3) en værdipapircentral et aktieselskab, der driver registreringsvirksomhed.
Stk. 2.
De virksomheder, der er nævnt i stk. 1, skal have en bestyrelse og en direktion, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3.
Bestemmelser om bestyrelsen eller medlemmer heraf i § 12, stk. 1, og § 12 d, stk. 5, skal i SE-selskaber med et tostrenget ledelsessystem alene finde anvendelse på tilsynsorganet eller medlemmer heraf med de fornødne tilpasninger.
Stk. 4.
Bestemmelser om bestyrelsen eller medlemmer heraf samt bestemmelser om ledelsen i § 9, § 12 a, stk. 1 og 3, § 12 c, § 12 d, stk. 1-3, § 12 e, stk. 2, § 13, § 15, stk. 3, § 28 a, stk. 2, § 37, stk. 1, 1. pkt., § 60, stk. 4, § 84 b, stk. 3, § 87, stk. 1, § 95, stk. 1, og § 96, stk. 1, skal i SE-selskaber med et tostrenget ledelsessystem ud over ledelsesorganet, også finde anvendelse på tilsynsorganet eller medlemmer heraf med de fornødne tilpasninger.
Stk. 5.
De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 6.
Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 5, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 7.
Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 5, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.
Stk. 8.
Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.
§ 7 a
I denne lov forstås ved et registreret betalingssystem et betalingssystem, der er registreret i henhold til § 57 a, stk. 1, 1. pkt.
Stk. 2.
I denne lov forstås ved et selskab, der driver en alternativ markedsplads, et selskab, der driver en multilateral handelsfacilitet som en alternativ markedsplads, jf. § 17, stk. 2, 2. og 3. pkt.
Stk. 3.
I denne lov forstås ved en central modpart (CCP) en virksomhed med tilladelse i henhold til afsnit I, III, IV og V i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR-forordningen).
§ 8
Virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, og en operatør af et reguleret markeds drift af en multilateral handelsfacilitet må ikke påbegyndes, før Finanstilsynet har meddelt tilladelse hertil. Den værdipapirclearingvirksomhed, der udøves af Danmarks Nationalbank, er ikke omfattet af 1. pkt.
Stk. 2.
Tilladelsen er betinget af,
- 1) at virksomheden drives i et aktieselskab, der er registreret i Erhvervsstyrelsen,
- 2) at selskabet har en aktiekapital, der for operatører af regulerede markeder mindst skal udgøre 8 mio. kr. og for clearingcentraler og værdipapircentraler mindst skal udgøre 40 mio. kr.,
- 3) at selskabet har fremsendt de fornødne oplysninger, herunder driftsplan, organisationsplan, forretningsgange og kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger,
- 4) at medlemmerne af ansøgerens bestyrelse og direktion opfylder kravene i § 9, og
- 5) at ejere af kvalificerede andele opfylder kravene i §§ 10 og 10 a.
Stk. 3.
For en værdipapircentral er tilladelsen tillige betinget af, at værdipapircentralen har et kapitalberedskab, jf. § 82.
Stk. 4.
En clearingcentrals tilladelse er tillige betinget af, at de for clearingcentralen gældende regler og tilslutningsaftaler indeholder bestemmelser som fastsat i § 57 c.
Stk. 5.
Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette begrundes og meddeles ansøgeren senest 6 måneder efter ansøgningens modtagelse, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest 6 måneder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen. Der skal under alle omstændigheder træffes afgørelse senest 12 måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om tilladelse truffet afgørelse, kan selskabet indbringe sagen for domstolene.
§ 8 a
(Ophævet)
§ 8 b
En udenlandsk operatør, der er meddelt tilladelse til at drive et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan lade fjernmedlemmer, -deltagere eller -brugere her i landet få adgang til det regulerede marked eller den multilaterale handelsfacilitet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i operatørens hjemland.
Stk. 2.
En udenlandsk operatør kan få Finanstilsynets tilladelse til at drive et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet her i landet, hvis operatøren er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis den kompetente myndighed i operatørens hjemland har givet operatøren tilladelse og fører tilsyn med operatøren i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning, hvormed afsnit III i direktiv 2004/39/EF (MiFID-direktivet) er gennemført. Tilladelsen kan gives, hvis operatøren opfylder betingelserne i § 8, stk. 2, med de nødvendige tilpasninger. Kravene til Finanstilsynet i § 8, stk. 5, finder anvendelse på behandlingen af ansøgningen.
Stk. 3.
Når en udenlandsk operatør er meddelt tilladelse efter stk. 2, finder denne lov anvendelse på operatøren og dennes aktiviteter her i landet.
§ 8 c
Et reguleret marked kan få tilladelse i Danmark til at være auktionsplatform i henhold til Kommissionens forordning nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (CO₂-auktionerings-forordningen).
Stk. 2.
Tilladelse efter stk. 1 er betinget af, at det regulerede marked og dets operatør opfylder kravene i denne lovs kapitel 3 og 4 med de nødvendige tilpasninger.
Stk. 3.
Hvis operatøren af det regulerede marked ikke er etableret i Danmark, kan tilladelse efter stk. 1 gives, hvis
- 1) det regulerede marked opfylder kravene i denne lovs kapitel 3 og 4 med de nødvendige tilpasninger og
- 2) operatøren er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og den kompetente myndighed i operatørens hjemland har givet operatøren tilladelse og fører tilsyn med operatøren i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning, i henhold til hvilken afsnit III i direktiv 2004/39/EF (MiFID-direktivet) er gennemført.
Stk. 4.
En operatør kan få tilladelse til at drive et reguleret marked, der har tilladelse til at være auktionsplatform i henhold til Kommissionens forordning nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (CO₂-auktionerings-forordningen) i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis
- 1) operatøren opfylder kravene i denne lovs kapitel 3 og 4 med de nødvendige tilpasninger og
- 2) den kompetente myndighed i det regulerede markeds hjemland giver det regulerede marked tilladelse i henhold til Kommissionens forordning nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (CO₂-auktionerings-forordningen) og fører tilsyn med det regulerede marked i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning, i henhold til hvilken afsnit III i direktiv 2004/39/EF (MiFID-direktivet) er gennemført.
Stk. 5.
Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse, skal dette begrundes og meddeles ansøgeren seneste 6 måneder efter ansøgningens modtagelse eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest 6 måneder efter at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen. Der skal under alle omstændigheder træffes afgørelse senest 12 måneder efter ansøgningens modtagelse. Har Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om tilladelse truffet afgørelse, kan ansøgeren indbringe sagen for domstolene.
§ 8 d
En central modpart (CCP) skal have regler og tilslutningsaftaler, der indeholder bestemmelser som fastsat i § 57 c.
§ 9
Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, skal til enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve sit hverv eller varetage sin stilling i den pågældende virksomhed.
Stk. 2.
Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, skal til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed for effektivt at kunne vurdere og anfægte afgørelser truffet af den daglige ledelse.
Stk. 3.
Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, skal opfylde følgende:
- 1) Må ikke være pålagt eller blive pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.
- 2) Må ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.
- 3) Må ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 4.
Ved vurderingen af, om et medlem af bestyrelsen eller direktionen lever op til kravene i stk. 2 og stk. 3, nr. 1 og 3, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.
Stk. 5.
Medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i en virksomhed omfattet af § 7, stk. 1, skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 1 og 3 i forbindelse med deres indtræden i virksomhedens ledelse og om forhold som nævnt i stk. 2 og 3, hvis forholdene efterfølgende ændres.
Stk. 6.
Den eller de personer, der faktisk leder en allerede godkendt operatør af et reguleret markeds forretninger i overensstemmelse med reglerne i direktiv om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet), anses for at opfylde kravene i stk. 1 i forbindelse med ansøgning om tilladelse til at drive et reguleret marked.
§ 10
Enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske og juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, i et selskab omfattet af § 7, stk. 1, skal på forhånd ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse. Det samme gælder ved forøgelse af den kvalificerede andel, der medfører, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller medfører, at selskabet omfattet af § 7, stk. 1, bliver et datterselskab.
Stk. 2.
Finanstilsynet bekræfter skriftligt og senest efter to arbejdsdage modtagelsen af ansøgningen, jf. stk. 1. Tilsvarende gælder ved modtagelse af materiale efter stk. 4.
Stk. 3.
Finanstilsynet har fra tidspunktet for den skriftlige bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen, jf. stk. 2, og modtagelsen af alle de dokumenter, som kræves vedlagt ansøgningen, en vurderingsperiode på 60 arbejdsdage til at foretage den i § 10 a nævnte vurdering. Samtidig med bekræftelsen af modtagelsen af ansøgningen, jf. stk. 2, underretter Finanstilsynet den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udløber.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan indtil den 50. arbejdsdag i vurderingsperioden anmode om yderligere oplysninger, der er nødvendige for vurderingen. Anmodningen skal ske skriftligt. Første gang en sådan anmodning fremsættes, afbrydes vurderingsperioden i perioden mellem tidspunktet for anmodningen og modtagelsen af svar herpå. Afbrydelsen kan dog ikke overstige 20 arbejdsdage, jf. dog stk. 5.
Stk. 5.
Finanstilsynet kan forlænge afbrydelsen af vurderingsperioden som nævnt i stk. 4 med op til ti arbejdsdage, såfremt
- 1) den påtænkte erhverver hjemmehørende eller omfattet af lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, eller
- 2) den påtænkte erhverver er en fysisk eller juridisk person, som ikke er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 eller § 308 i lov om finansiel virksomhed nævnte virksomhed eller den i § 16 i denne lov nævnte virksomhed i Danmark, et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Stk. 6.
Afslår Finanstilsynet en ansøgning om godkendelse af en påtænkt erhvervelse, skal dette skriftligt begrundes og meddeles den påtænkte erhverver straks efter beslutningen herom. Meddelelsen skal ske inden for vurderingsperioden. Den påtænkte erhverver kan anmode Finanstilsynet om at offentliggøre begrundelsen for afslaget.
Stk. 7.
Hvis Finanstilsynet ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt giver afslag på ansøgningen om den påtænkte erhvervelse, anses erhvervelsen for at være godkendt.
Stk. 8.
Finanstilsynet kan ved godkendelse af en erhvervelse eller forøgelse efter stk. 1 fastsætte en frist for gennemførelsen af denne. Finanstilsynet kan forlænge en sådan frist.
Stk. 9.
Finanstilsynet fastsætter regler om, hvornår en erhvervelse skal medregnes i opgørelsen efter stk. 1.
§ 10 a
Finanstilsynet skal i forbindelse med sin vurdering af en ansøgning modtaget efter § 10, stk. 1, sikre hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af det selskab, hvori erhvervelsen påtænkes. Vurderingen skal endvidere ske under hensyntagen til den påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på selskabet, den påtænkte erhververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle soliditet i forhold til følgende kriterier:
- 1) Den påtænkte erhververs omdømme.
- 2) Omdømmet og erfaringen hos den eller de personer, der efter erhvervelsen vil lede selskabet.
- 3) Den påtænkte erhververs økonomiske forhold, især i forhold til arten af de forretninger, der drives eller påtænkes drevet i det selskab omfattet af § 7, stk. 1, hvori erhvervelsen påtænkes.
- 4) Om selskabet fortsat kan overholde tilsynskravene i lovgivningen, navnlig om den koncern, som selskabet eventuelt kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem de kompetente myndigheder.
- 5) Om der i forbindelse med den påtænkte erhvervelse er grund til at formode, at hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, jf. §§ 4 og 5 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, vil ske.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan afslå en ansøgning om godkendelse af en påtænkt erhvervelse, hvis der på baggrund af kriterierne nævnt i stk. 1 er rimelig grund til at antage, at den påtænkte erhverver vil modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af selskabet, jf. stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger efter Finanstilsynets vurdering ikke er fyldestgørende.
Stk. 3.
I Finanstilsynets vurdering efter stk. 1 må hensynet til markedets økonomiske behov ikke indgå.
§ 10 b
Enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske og juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte at afhænde en kvalificeret andel eller formindske en kvalificeret andel i et selskab omfattet af § 7, stk. 1, således, at afhændelsen bevirker, at grænsen på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne ikke længere er nået, eller bevirker, at selskabet ophører med at være vedkommendes datterselskab, skal forinden skriftligt underrette Finanstilsynet herom med angivelse af størrelsen af den påtænkte fremtidige kapitalandel.
§ 10 c
Når et selskab omfattet af § 7, stk. 1, får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af andele som nævnt i § 10, stk. 1, og § 10 b, skal selskabet straks give Finanstilsynet meddelelse herom.
Stk. 2.
Et selskab omfattet af § 7, stk. 1, skal senest i februar måned give Finanstilsynet meddelelse om navnene på de kapitalejere, der ved udgangen af det foregående år ejede en kvalificeret andel i selskabet, og om størrelsen af disse andele.
Stk. 3.
En operatør af et reguleret marked skal offentliggøre navne på samtlige direkte og indirekte ejere i selskabet. Endvidere skal navne på direkte og indirekte ejere af kvalificerede andele i selskabet og størrelsen af de pågældende andele offentliggøres.
§ 10 d
Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse af de i § 10, stk. 1, omhandlede andele i et selskab omfattet af § 7, stk. 1, ikke opfylder kravene i § 10 a, stk. 1, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde selskabet at følge bestemte retningslinjer.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 10, stk. 1, til forudgående ansøgning om godkendelse. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.
Stk. 3.
Såfremt en fysisk eller juridisk person har erhvervet kapitalandele som omhandlet i § 10, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele, skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten tilknyttet disse kapitalandele.
Stk. 4.
Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede kapital.
§ 11
Et selskab omfattet af § 7, stk. 1, og et selskab, der driver en multilateral handelsfacilitet, skal meddele Finanstilsynet, hvis selskabet bliver bekendt med eller har formodning om, at nogen har overtrådt denne lov, bekendtgørelser udstedt i henhold til denne lov eller groft eller gentagne gange har overtrådt regler fastsat af en operatør af et reguleret marked, af en clearingcentral, af en værdipapircentral eller af et selskab, der driver en multilateral handelsfacilitet.