Lov om sygedagpenge § 26 b

  1. § 26 b
    Uanset § 24 c træffer kommunen afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden i 3 måneder for en person, der får udbetalt sygedagpenge efter § 24 a, stk. 6, eller § 24 b, stk. 1, og hvor sygedagpengene skulle ophøre i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. september 2020, fordi en læge har vurderet, at personen ikke længere har en livstruende, alvorlig sygdom. Det gælder, uanset om kommunen efter § 24 c har truffet afgørelse om ophør af udbetalingen af sygedagpenge for personen efter § 24 a, stk. 6, eller § 24 b, stk. 1. Forlængelsen på de 3 måneder regnes fra den dato, hvor lægen har vurderet, at personen ikke længere har en livstruende, alvorlig sygdom.
  2. Stk. 2.
    For sygemeldte, som når til udløbet af forlængelsesperioden efter stk. 1 inden den 30. juni 2020, træffer kommunen afgørelse om yderligere at forlænge perioden til og med den 30. juni 2020.
  3. Stk. 3.
    For sygemeldte, som når til udløbet af forlængelsesperioden efter stk. 1 eller 2 i perioden fra og med den 30. juni 2020 til og med den 30. september 2020, træffer kommunen afgørelse om yderligere at forlænge sygedagpengeperioden i 3 måneder. Det gælder, uanset om kommunen har truffet afgørelse om, at personen ikke kan få forlænget sygedagpengeperioden efter § 24 a, stk. 6, eller § 24 b, stk. 1. Forlængelsen regnes fra den dato, hvor udbetaling af sygedagpengene skulle ophøre efter stk. 1 eller 2.
  4. Stk. 4.
    For sygemeldte, som når til udløbet af forlængelsesperioden efter stk. 1 efter den 30. september 2020, eller som når til udløbet af forlængelsesperioden efter stk. 3, træffer kommunen inden udløbet af forlængelsesperioden afgørelse om, hvorvidt sygedagpengeperioden kan forlænges efter § 24 a, stk. 6, eller § 24 b, stk. 1, eller personen har ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse efter § 24 c, jf. dog § 26 e.