Lov om sygedagpenge § 26

  1. § 26
    Uanset § 24 og § 27, stk. 1, træffer kommunen afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden i 3 måneder for en person, der har ret til sygedagpenge, og som i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. september 2020 når det tidspunkt, hvor sygedagpengene skulle ophøre efter § 24. Det gælder, uanset om kommunen har truffet afgørelse om, at personen ikke kan få forlænget sygedagpengeperioden efter § 27, stk. 1. Forlængelsen regnes fra den dato, hvor udbetaling af sygedagpengene skulle ophøre efter § 24, stk. 1.
  2. Stk. 2.
    Uanset § 24 og § 27, stk. 1, træffer kommunen afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden i 3 måneder for en person, der inden den 9. marts 2020 nåede tidspunktet i § 24, men hvor der fortsat er ret til sygedagpenge fra kommunen den 9. marts 2020, fordi kommunen endnu ikke havde truffet afgørelse i sagen. Det gælder, uanset om kommunen efterfølgende har truffet afgørelse om, at personen ikke kan få forlænget sygedagpengeperioden efter § 27, stk. 1. Forlængelsen regnes fra den 31. marts 2020 og varer til og med den 30. juni 2020.
  3. Stk. 3.
    For sygemeldte, som når til udløbet af forlængelsesperioden efter stk. 1 eller 2 i perioden fra og med den 30. juni 2020 til og med den 30. september 2020, træffer kommunen afgørelse om yderligere at forlænge sygedagpengeperioden i 3 måneder. Det gælder, uanset om kommunen har truffet afgørelse om, at personen ikke kan få forlænget sygedagpengeperioden efter § 27, stk. 1. Forlængelsen regnes fra den dato, hvor udbetaling af sygedagpengene skulle ophøre efter stk. 1 eller 2.
  4. Stk. 4.
    For sygemeldte, som når til udløbet af forlængelsesperioden efter stk. 1 efter den 30. september 2020, eller som når til udløbet af forlængelsesperioden efter stk. 3, træffer kommunen inden udløbet af forlængelsesperioden afgørelse om, hvorvidt personen fortsat har ret til udbetaling af sygedagpenge efter reglerne i § 24, stk. 1, og § 27, stk. 1, eller personen har ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse efter § 24, stk. 2, jf. dog § 26 c.