Skatteindberetningsloven §§ 26-28

  1. § 26
    Foreninger, stiftelser, institutioner m.v. som nævnt i ligningslovens §§ 8 A eller 8 H eller § 12, stk. 1-4, skal hvert år indberette til told- og skatteforvaltningen, hvilke indbetalinger de har modtaget det forudgående kalenderår. Indberetningen skal indeholde oplysninger til identifikation af indbetaler og modtager. Endvidere skal den indeholde oplysninger om størrelsen af de samlede indbetalte beløb, der er indbetalt efter de enkelte bestemmelser, og om, hvilke bestemmelser i skattelovgivningen indbetalingen er omfattet af.
  2. Stk. 2.
    Den enkelte yder af indbetalinger til foreningerne kan inden kalenderårets udgang pålægge foreningen ikke at foretage indberetning.
  1. § 27
    Bygnings Frednings Foreningen skal hvert år til told- og skatteforvaltningen indberette de fradrag, som foreningen har opgjort efter ligningslovens § 15 K, stk. 4. Indberetningen skal indeholde oplysninger til identifikation af ejeren, ejendommen, størrelsen af de beregnede fradrag, kalenderåret og den indberettende forening.
  1. § 28
    Selskaber m.v., der erhverver egne aktier m.v., skal hvert år foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om de erhvervede egne aktier m.v. i det forudgående kalenderår med angivelse af identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum for aktierne m.v. og sælgers identitet, jf. dog § 50. Indberetningen skal dog ikke foretages, hvis afståelsen er omfattet af indberetningspligten efter § 16, § 17, stk. 3, eller § 29.
  2. Stk. 2.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.