Selskabsloven §§ 196-200
§ 196
Et kapitalselskab kan kun erhverve egne kapitalandele, der er fuldt indbetalt. Dette kan ske såvel til eje som til pant.
§ 197
Hvis et kapitalselskab erhverver egne kapitalandele mod vederlag, må selskabet hertil kun anvende beløb, der kan anvendes til udlodning af udbytte, jf. § 180, stk. 2. Selskabets beholdning af egne kapitalandele skal fradrages ved vurderingen af, om kravene til selskabskapital, jf. § 4, er overholdt.
Stk. 2.
I den tilladte beholdning af egne kapitalandele medregnes kapitalandele, der er erhvervet af tredjemand i eget navn, men for selskabets regning.
§ 198
Erhvervelse af egne kapitalandele mod vederlag må kun ske efter bemyndigelse fra generalforsamlingen til kapitalselskabets centrale ledelsesorgan, jf. dog § 199.
Stk. 2.
Bemyndigelsen kan kun gives for et bestemt tidsrum, der ikke må overstige 5 år.
Stk. 3.
Bemyndigelsen skal angive
- 1) den største værdi, som de egne kapitalandele må have, og
- 2) det mindste og højeste beløb, som selskabet må yde som vederlag for kapitalandelene.
§ 199
Hvis det er nødvendigt for at undgå betydelig og truende skade for et kapitalselskab, kan det centrale ledelsesorgan på kapitalselskabets vegne erhverve selskabets egne kapitalandele mod vederlag efter §§ 196-198 uden generalforsamlingens bemyndigelse.
Stk. 2.
Det centrale ledelsesorgan skal, hvis kapitalselskabet i medfør af stk. 1 har erhvervet egne kapitalandele, underrette den førstkommende generalforsamling om
- 1) baggrunden for og formålet med de foretagne erhvervelser,
- 2) antallet og værdien af de erhvervede kapitalandele,
- 3) hvor stor en del af selskabskapitalen de erhvervede kapitalandele repræsenterer, og
- 4) vederlaget for de erhvervede kapitalandele.
§ 200
Uanset §§ 196-198 kan et kapitalselskab direkte eller indirekte erhverve egne kapitalandele
- 1) som led i en nedsættelse af selskabskapitalen efter kapitel 11,
- 2) som led i overgang af formuegoder ved fusion, spaltning og anden universalsuccession,
- 3) til opfyldelse af en lovbestemt indløsningspligt, som påhviler selskabet, eller
- 4) ved køb af fuldt indbetalte kapitalandele på tvangsauktion til fyldestgørelse af en fordring, der tilkommer selskabet.