Søloven §§ 45-46a
§ 45
Hvis et dokument er blevet urigtigt gengivet i skibsregistret eller skibsmappen eller ikke er blevet indført i registret, eller det er indført med et fejlagtigt anmeldelsestidspunkt, har den forurettede krav på rettelse og erstatning af statskassen for det lidte tab.
Stk. 2.
Har nogen, inden rettelse er sket, ved aftale erhvervet ret over skibet i tillid til skibsregistrets eller skibsmappens indhold, bliver det ved dom at afgøre, om selve retten skal tilkendes den forurettede eller den godtroende erhverver, således at der ydes den anden part erstatning. Sagen rettes mod skibsregistrator på det offentliges vegne.
§ 46
Ud over de i § 45 omhandlede tilfælde ydes der af statskassen erstatning for tab, der er lidt som følge af, at en ret er fortrængt i medfør af § 37, stk. 2, § 41 eller § 42.
Stk. 2.
Herudover yder statskassen erstatning for tab, der skyldes forsømmelse, udvist af nogen, der medvirker ved skibsregistreringen.
Stk. 3.
Er der af statskassen ydet erstatning i medfør af stk. 1 som følge af misbrug af en digital signatur, jf. § 46 c, kan staten gøre regres mod certifikatindehaveren, hvis denne ikke har iagttaget de ved udstedelsen af certifikatet fastsatte sikkerhedskrav. Om regres i andre tilfælde gælder dansk rets almindelige regler.
§ 46 a
Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om, at negotiable pantebreve, der giver pant i et skib, skal udstedes i digital form for at kunne registreres i skibsregisteret.
Stk. 2.
Bestemmelserne i gældsbrevslovens kapitel II, bortset fra § 11, stk. 2, finder ikke anvendelse på registrerede, negotiable gældsbreve i digital form med pant i skib, jf. dog § 37 a.