Revisorloven §§ 37-42

  1. § 37
    Vurderer Erhvervsstyrelsen, at der er risiko for, at en revisor, en revisionsvirksomhed, en virksomhed af interesse for offentligheden eller et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden har overtrådt eller vil overtræde en pligt, der følger af denne lov eller af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden, kan styrelsen iværksætte og gennemføre en undersøgelse med henblik på at konstatere, korrigere eller forhindre en sådan overtrædelse. Dette gælder ikke en erklæring efter § 1, stk. 3. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis styrelsen vurderer, at der er risiko for, at en revisor eller en revisionsvirksomhed har tilsidesat en forpligtelse efter hvidvaskloven eller rådgivet en kunde i strid med kundens forpligtelser efter hvidvaskloven. Styrelsen kan endvidere iværksætte en undersøgelse, hvis den bliver anmodet herom af en kompetent udenlandsk myndighed, jf. § 32, stk. 3, nr. 5.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan ligeledes iværksætte og gennemføre en undersøgelse som nævnt i stk. 1, hvis styrelsen vurderer, at der er risiko for, at en virksomhed af interesse for offentligheden eller et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en sådan virksomhed har overtrådt eller vil overtræde lovbestemmelser, der gennemfører artikel 37 og 38 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber som ændret ved direktiv 2014/56/EU.
  3. Stk. 3.
    Erhvervsstyrelsen kan endvidere iværksætte og gennemføre en undersøgelse som nævnt i stk. 1, hvis der i forbindelse med en kvalitetskontrol er konstateret risiko for, at en revisor, en revisionsvirksomhed, en virksomhed af interesse for offentligheden eller et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en sådan virksomhed har overtrådt de bestemmelser, som er nævnt i stk. 1 og 2.
  4. Stk. 4.
    Erhvervsstyrelsen kan træffe beslutning om anvendelse af ekstern bistand i forbindelse med en undersøgelse efter stk. 1-3. En ekspert, der udpeges til at gennemføre en undersøgelse for Erhvervsstyrelsen, skal opfylde kravene i § 35, stk. 3 og 4, og der må ikke foreligge interessekonflikter mellem eksperten og den revisor eller revisionsvirksomhed, som undersøgelsen vedrører.
  5. Stk. 5.
    Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på udenlandske revisionsvirksomheder, der er omfattet af § 13 a.
  6. Stk. 6.
    Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere bestemmelser om iværksættelse og gennemførelse af undersøgelser efter stk. 1-3.
  1. § 38
    Erhvervsstyrelsen kan kræve alle oplysninger af revisor eller revisionsvirksomheden, herunder arbejdspapirer, revisionsprotokoller, korrespondance og andre dokumenter, der skønnes at være nødvendige for styrelsens afgørelse af, om der er sket eller vil ske en overtrædelse af bestemmelserne i denne lov, bestemmelser fastsat i medfør af denne lov eller bestemmelser om revisors pligter fastsat i anden lovgivning.
  2. Stk. 2.
    Ved undersøgelser, der involverer virksomheder af interesse for offentligheden, kan Erhvervsstyrelsen kræve tilsvarende oplysninger vedrørende den lovpligtige revision af den reviderede virksomhed af personer, som er involveret i eller har forbindelse med revisor eller revisionsvirksomheden, og af tredjeparter, som har fået overdraget opgaver af revisor eller revisionsvirksomheden.
  3. Stk. 3.
    Ved en undersøgelse kan Erhvervsstyrelsen hos revisorens eller revisionsvirksomhedens kunde indhente relevant regnskabsmateriale vedrørende afgivne erklæringer efter § 1, stk. 2. Revisorens og revisionsvirksomhedens kunde skal give Erhvervsstyrelsen adgang til materialet.
  1. § 39
    Erhvervsstyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til en revisionsvirksomhed og til virksomhedens fortegnelser, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares elektronisk, for at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til brug for en undersøgelse efter § 37, jf. dog § 9 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende anvendes til privat beboelse.
  3. Stk. 3.
    Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelsen af undersøgelse efter stk. 1. Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
  4. Stk. 4.
    Erhvervsstyrelsen kan ved gennemførelse af en undersøgelse efter § 37, stk. 1, 4. pkt., tillade, at personale fra den pågældende udenlandske myndighed ledsager styrelsen.
  5. Stk. 5.
    Erhvervsstyrelsen fastsætter bestemmelser om deltagelse af personale fra udenlandske myndigheder efter stk. 4.
  1. § 40
    Efter afslutningen af en undersøgelse tager Erhvervsstyrelsen stilling til, om resultatet af undersøgelsen giver anledning til
    1. 1) afslutning af undersøgelsen uden yderligere bemærkninger,
    2. 2) at give en påtale,
    3. 3) at påbyde, at overtrædelse skal bringes til ophør,
    4. 4) at indbringe revisor, revisionsvirksomheden eller begge for Revisornævnet, jf. § 43, eller
    5. 5) at indbringe et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden, en virksomhed af interesse for offentligheden eller begge for Revisornævnet, jf. § 44 a.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen offentliggør en afgørelse efter stk. 1, nr. 3, jf. § 47 a.
  3. Stk. 3.
    Har en undersøgelse omfattet en revisionsopgave for en virksomhed af interesse for offentligheden, skal revisionsvirksomheden senest 4 uger efter modtagelsen af resultatet af undersøgelsen, jf. stk. 1, nr. 2-4, skriftligt orientere virksomhedens revisionsudvalg om Erhvervsstyrelsens væsentligste konklusioner. Har virksomheden ikke etableret et revisionsudvalg, skal orienteringen efter 1. pkt. gives til virksomhedens øverste ledelsesorgan.
  1. § 41
    (Ophævet)
  1. § 42
    Medlemmer af en revisionsvirksomheds bestyrelse, direktion eller lignende ansvarligt organ og revisorer samt medlemmer af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden kan af Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægges daglige eller ugentlige bøder, hvis de undlader at
    1. 1) efterkomme en anmodning om oplysninger efter § 38, stk. 1, eller
    2. 2) efterkomme et påbud givet af styrelsen efter § 40.
  2. Stk. 2.
    Erhvervsstyrelsen kan som tvangsmiddel pålægge den, som styrelsen i medfør af § 38, stk. 3, har anmodet om at udlevere regnskabsmateriale, daglige eller ugentlige bøder, hvis pågældende undlader at efterkomme anmodningen.
  3. Stk. 3.
    Tvangsbøderne tilfalder statskassen.
  4. Stk. 4.
    Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive krav efter stk. 1 og 3 efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.