Retsplejeloven § 448 a

  1. § 448 a
    I sager, som Familieretshuset indbringer for familieretten til afgørelse efter §§ 27 og 32 i lov om Familieretshuset, anses den part, der indgav anmodningen eller ansøgningen til Familieretshuset, som sagsøger under familierettens behandling af sagen.
  2. Stk. 2.
    Den part, der anmoder om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for familieretten efter § 39 i lov om Familieretshuset, anses som sagsøger under familierettens behandling af sagen.
  3. Stk. 3.
    Vedrører sagen eller afgørelsen en tvist mellem Familieretshuset og en part, anses parten som sagsøger og Familieretshuset som sagsøgte under familierettens behandling af sagen, jf. dog stk. 4 og 5.
  4. Stk. 4.
    Indbringer Familieretshuset en sag omfattet af § 24 i lov om Familieretshuset for familieretten til afgørelse efter § 32 i lov om Familieretshuset, anses Familieretshuset som sagsøger og forældrene som sagsøgte under familierettens behandling af sagen.
  5. Stk. 5.
    I en sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der anlægges af Familieretshuset, anses Familieretshuset som sagsøger og ægtefællerne som sagsøgte under familierettens behandling af sagen.
  6. Stk. 6.
    I andre situationer bestemmer Familieretshuset, hvem der anses som sagsøger under familierettens behandling af sagen.