Regionsloven §§ 9-15

  1. § 9
    Det nyvalgte regionsråd afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december i det år, hvori valget afholdes, dog tidligst efter, at det tidligere regionsråd har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg. Indkaldelse til mødet foretages af det medlem, der længst har været medlem af regionsrådet, eller, hvis flere har været medlemmer lige længe, af det ældste af disse.
  2. Stk. 2.
    På det konstituerende møde vælger regionsrådet sin formand blandt sine medlemmer. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet. Valget foretages efter reglerne i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.
  3. Stk. 3.
    Ingen, der er ansat i regionen, kan være formand for regionsrådet. Endvidere kan regionsrådets formand ikke samtidig være formand for en kommunalbestyrelse, medlem af magistraten, jf. § 64 i lov om kommunernes styrelse, eller formand for et stående udvalg i en kommune, der styres efter reglerne i § 64 a i lov om kommunernes styrelse. Regionsrådets formand har krav på fritagelse, dersom vedkommende vælges til et af de i 2. pkt. nævnte hverv.
  4. Stk. 4.
    Så snart valget af formand har fundet sted, vælger regionsrådet blandt sine medlemmer en første og en anden næstformand til i den nævnte rækkefølge at fungere i formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget, og foretages under et som forholdstalsvalg, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.
  5. Stk. 5.
    Valgene af formand og næstformænd har virkning for regionsrådets funktionsperiode.
  1. § 10
    Regionsrådet træffer beslutning om, hvornår og hvor ordinære møder skal afholdes. Mødeplanen offentliggøres i begyndelsen af hvert regnskabsår. Ordinært møde afholdes regelmæssigt. Tid og sted for mødet offentliggøres.
  2. Stk. 2.
    Lov om kommunernes styrelse § 8, stk. 2-7, om indkaldelse til og afholdelse af kommunalbestyrelsens møder m.v. og § 8 a om elektronisk formidling af materiale finder tilsvarende anvendelse.
  1. § 11
    Der ydes vederlag, pension m.v. i overensstemmelse med § 16, stk. 1, 3-7 og 9-13, § 16 a og § 34 i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 3 og 4. Regionsrådet kan beslutte at yde vederlag m.v. i overensstemmelse med de i 1. pkt. nævnte bestemmelser.
  2. Stk. 2.
    For medlemskab af forretningsudvalget og særlige udvalg kan regionsrådet beslutte at yde udvalgsvederlag.
  3. Stk. 3.
    Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vederlag, pension m.v. og kan i den forbindelse fravige stk. 1.
  4. Stk. 4.
    Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om et maksimumsbeløb for de godtgørelser, der er nævnt i stk. 1, jf. § 16, stk. 11, litra d, og § 16 a, stk. 8, herunder den godtgørelse, der er nævnt i stk. 8, jf. § 16, stk. 3 og 9, i lov om kommunernes styrelse.
  1. § 12
    Lov om kommunernes styrelse § 7 om valget af kommunalbestyrelsens formand og næstformand, § 8 b om behandling af oplysninger som led i varetagelsen af et kommunalbestyrelsesmedlems hverv, §§ 9, 9 a og 10-15 om kommunalbestyrelsens møder m.v. samt § 16 b, stk. 1-3, og §§ 16 c-16 e om kommunalbestyrelsesmedlemmers ret til fravær fra arbejde, forbud mod afskedigelse m.v. og offentliggørelse af vederlag finder tilsvarende anvendelse for regionsrådet og dets medlemmer.
  2. Stk. 2.
    En lønmodtager, der er statsborger i Den Europæiske Union, i en stat, der er omfattet af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz, og som varetager et regionalpolitisk hverv i et af de pågældende lande, har ret til fravær fra arbejdet i Danmark af hensyn til varetagelsen af det regionalpolitiske hverv i det omfang, som er fastsat i stk. 1, jf. § 16 b, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse. 1. pkt. gælder tilsvarende for en lønmodtager, der er statsborger i Det Forenede Kongerige, og som inden den 31. december 2020 udøvede sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i overensstemmelse med EU-retten og stadig udøver denne ret. 1. pkt. gælder desuden tilsvarende for en lønmodtager, der er familiemedlem til en person omfattet af 1. eller 2. pkt., der har krav herpå i medfør af EU-retten.
  3. Stk. 3.
    En lønmodtager, der er omfattet af stk. 2, har ret til den beskyttelse mod afskedigelse, der er nævnt i stk. 1, jf. § 16 c, stk. 1, og § 16 d, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse.
  4. Stk. 4.
    Indenrigs- og sundhedsministeren kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, under forudsætning af gensidighed indgå aftale med et andet land, hvorefter lønmodtagere, der varetager regionalpolitiske hverv, kan opnå ret til fravær fra arbejdet i Danmark af hensyn til varetagelsen af det regionalpolitiske hverv i det omfang, som er fastsat i stk. 1, jf. § 16 b, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse.
  5. Stk. 5.
    Indenrigs- og sundhedsministeren kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, under forudsætning af gensidighed indgå aftale med et andet land, hvorefter lønmodtagere, der varetager regionalpolitiske hverv, helt eller delvis kan opnå ret til den beskyttelse mod afskedigelse, der er nævnt i stk. 1, jf. § 16 c, stk. 1, og § 16 d, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse.
  6. Stk. 6.
    Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelsen af en aftale, der er indgået i medfør af stk. 4 og 5.
  1. § 13
    Regionsrådet nedsætter et forretningsudvalg, der varetager de funktioner, som i lov om kommunernes styrelse er tillagt det af kommunalbestyrelsen nedsatte økonomiudvalg. Forretningsudvalgets erklæring skal indhentes om enhver sag, der forelægges regionsrådet til beslutning.
  2. Stk. 2.
    Regionsrådet bestemmer i styrelsesvedtægten, hvorvidt varetagelsen af den umiddelbare forvaltning af regionens andre anliggender helt eller delvis henlægges til forretningsudvalget eller regionsrådet.
  3. Stk. 3.
    Regionsrådet træffer i styrelsesvedtægten bestemmelse om forretningsudvalgets sammensætning og myndighedsområde. Forretningsudvalgets medlemstal skal være ulige. Forretningsudvalget skal have mindst 11 og højst 19 medlemmer.
  4. Stk. 4.
    Regionsrådet vælger herudover medlemmer af de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign., hvori regionsrådet i henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret.
  5. Stk. 5.
    Valg af medlemmer til de i stk. 1 og 4 nævnte udvalg m.v. finder sted umiddelbart efter valg af regionsrådets formand og næstformænd. Valgene har virkning for regionsrådets funktionsperiode.
  6. Stk. 6.
    Regionsrådet kan nedsætte de i lov om kommunernes styrelse § 17, stk. 4, nævnte særlige udvalg. Regionsrådet bestemmer de særlige udvalgs sammensætning og fastsætter regler for deres virksomhed.
  7. Stk. 7.
    Medlemmer af regionsrådet er pligtige at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign. samt til at udføre øvrige hverv, som regionsrådet måtte tildele dem. Regionsrådet kan også, medmindre andet særligt er bestemt, overlade hverv til andre af regionens beboere, som er villige dertil.
  8. Stk. 8.
    Regionsrådet drager omsorg for indretningen af regionens administration og fastsætter regler om ansættelse og afskedigelse af regionalt personale.
  1. § 14
    Forretningsudvalgets medlemmer vælges blandt regionsrådets medlemmer. Regionsrådets formand er formand for udvalget.
  1. § 15
    Lov om kommunernes styrelse § 20, § 21, stk. 1, og § 23 om kommunalbestyrelsens udvalg m.v. finder i øvrigt tilsvarende anvendelse for forretningsudvalget.
  2. Stk. 2.
    Lov om kommunernes styrelse § 22, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2 og 3, om udvalgsformandens virksomhed finder tilsvarende anvendelse for forretningsudvalgets formand.
  3. Stk. 3.
    Lov om kommunernes styrelse § 24 om valgmåde, §§ 25 og 26 om valg af medlemmer til udvalg m.v., § 28 om et medlems udtræden af udvalg m.v. og § 29, stk. 1, 3 og 5, litra b, om udvalgsmedlemmers habilitet finder tilsvarende anvendelse for regionsrådet og forretningsudvalget.