Psykiatriloven §§ 14-17

  1. § 14
    Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.
  2. Stk. 2.
    Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient
    1. 1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred,
    2. 2) forfølger eller på anden måde groft forulemper medpatienter eller
    3. 3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
  3. Stk. 3.
    En patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette.
  1. § 15
    Beslutning om tvangsfiksering og beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, træffes af overlægen, efter at denne har tilset patienten.
  2. Stk. 2.
    Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed være uforsvarligt at afvente overlægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Overlægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.
  3. Stk. 3.
    Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsfiksering efter denne bestemmelse, herunder anvendelse af hånd- eller fodremme.
  1. § 16
    En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
  2. Stk. 2.
    Den faste vagt skal udarbejde en objektiv beskrivelse af patientens aktuelle tilstand, mens patienten er tvangsfikseret med bælte.
  3. Stk. 3.
    Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere patientens aktuelle tilstand, hvad vagten skal observere, og hvad vagten skal notere.
  1. § 17
    En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
  2. Stk. 2.
    Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.