Privatvejsloven §§ 67-69
§ 67
§ 73 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse ved byggeri, udgravning og opfyldning på og ved private fællesveje.
Stk. 2.
§§ 73-76 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje i byer og bymæssige områder.
§ 68
Medmindre andet følger af særlig lovgivning, kræver det kommunalbestyrelsens tilladelse i og på private fællesveje
- 1) at nedlægge eller omlægge underjordiske ledninger med tilbehør og
- 2) at anbringe eller flytte masterækker, lysstandere og lign. med tilbehør.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal betinge en tilladelse efter stk. 1 af, at ledningsejeren
- 1) yder vedkommende grundejere erstatning for eventuel skade ved ledningsanlæggets anbringelse eller tilstedeværelse samt ved eftersyn og istandsættelse af dette,
- 2) retablerer vejareal og arbejdsareal efter endt arbejde og
- 3) skriftligt underretter kommunen om, at retableringsarbejderne er gennemført.
Stk. 3.
Uanset reglerne i stk. 1 og § 67 kan ledningsejeren udføre uopsættelige reparationer af ledninger m.v., men skal snarest underrette kommunen herom.
Stk. 4.
Grundejerne kan ikke modsætte sig udførelsen af arbejder, som kommunalbestyrelsen har tilladt efter stk. 1, eller som kommunen har godkendt eller krævet udført efter § 67.
§ 69
Kommunalbestyrelsen kan tillade, at ledninger, kabler og lignende anlæg med tilbehør anbringes i eller over udlagte private fællesveje.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal betinge en tilladelse efter stk. 1 af de vilkår, der er nævnt i § 68, stk. 2.
Stk. 3.
Grundejerne har pligt til at give fornøden adgang til anbringelse, eftersyn og istandsættelse af anlæggene.