Privatvejsloven §§ 6-9
§ 6
I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af en privat vej, jf. § 10, nr. 9, skal vedligeholde vejen efter reglerne i denne lovs kapitel 9, hvis vejen
- 1) indgår i det almindelige vejnet,
- 2) er mindst 40 m lang og
- 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder.
§ 7
I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af private arealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer, herunder parkerings- og gårdarealer, skal holde arealerne belyst.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen sørger for belysningen på ejerens vegne og for ejerens regning.
Stk. 3.
Hvis der er flere forpligtede ejere, fordeler kommunalbestyrelsen udgifterne mellem disse.
Stk. 4.
Hvis kommunalbestyrelsen kræver et privat areal, jf. stk. 1, belyst af hensyn til offentlighedens færdsel, skal kommunen dog afholde udgifterne hertil.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen afholder udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene offentlige hensyn taler derfor.
§ 8
I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at ejeren af en privat vej, jf. § 10, nr. 9, skal rydde den for sne, bekæmpe glat føre og renholde vejen efter reglerne i §§ 80-82, hvis vejen
- 1) indgår i det almindelige vejnet,
- 2) er mindst 40 m lang og
- 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder.
Stk. 2.
Reglerne i stk. 1 gælder tilsvarende for skov- og klitveje og veje på havneområder og lign. , der er åbne for offentlig færdsel og af væsentlig betydning for denne, selv om de ligger i områder omfattet af landreglerne, jf. § 4.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan dog ikke bestemme, at veje i private skove skal vintervedligeholdes og renholdes af hensyn til offentlighedens færdsel og ophold, jf. § 23 i lov om naturbeskyttelse.
Stk. 4.
Reglerne i §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse.
§ 9
Kommunalbestyrelsen kan om nødvendigt bestemme, at kommunen helt eller delvis sørger for at udføre de pligter, der er pålagt grundejere efter § 8, stk. 1 og 2, for grundejernes regning.
Stk. 2.
Hvis der er flere forpligtede grundejere, fordeler kommunalbestyrelsen udgifterne mellem disse.