Lov om social pension §§ 46-48

  1. § 46
    Indsættes en person til strafafsoning i fængsel eller arresthus, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, hvor strafafsoningen påbegyndes. Hvis pensionisten inden opholdet fik udbetalt sin pension forud, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, der følger efter måneden, hvor strafafsoningen påbegyndes. 1. og 2. pkt. gælder også varetægtsfængsling.
  2. Stk. 2.
    Er der rimelig udsigt til, at den pågældende vil kunne løslades inden for et tidsrum af omkring 6 måneder efter, at strafafsoningen er påbegyndt, kan kommunalbestyrelsen dog træffe afgørelse om, at den pågældende af pensionen kan få udbetalt et beløb til dækning af udgifter til husleje og lign. Udbetaling Danmark overfører beløbet til kommunen. Under varetægtsfængsling kan perioden nævnt i 1. pkt. forlænges.
  3. Stk. 3.
    Efterfølges varetægtsfængslingen ikke af en domfældelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt under varetægtsfængslingen.
  4. Stk. 4.
    Fængslet eller arresthuset giver Udbetaling Danmark og kommunen meddelelse om indsættelsen og om tidspunktet for løsladelsen, hvis opholdet må påregnes at have en varighed ud over den periode, for hvilken der udbetales pension, jf. stk. 1 og 2.
  5. Stk. 5.
    Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om
    1. 1) udbetaling af pension til personer, der har ophold i de institutioner m.v., der er nævnt i stk. 1,
    2. 2) udbetaling af pension til personer, der er anbragt i pleje i private hjem eller har ophold i et bofællesskab, jf. § 107, stk. 1, i lov om social service,
    3. 3) udbetaling af pension til personer, der har ophold i boformer omfattet af lov om social service, men for hvilke der ikke er fastsat regler om pensionens udbetaling, og
    4. 4) udbetaling af pension ydet efter lovgivning i et andet land.
  1. § 46 a
    Udbetaling af pension ophører for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor
    1. 1) den pågældende er varetægtsfængslet,
    2. 2) politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller
    3. 3) der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.
  2. Stk. 2.
    Udbetaling af pension ophører endvidere for personer, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.
  3. Stk. 3.
    Udbetaling af pension ophører efter stk. 1 og 2 med virkning fra det tidspunkt, hvor personen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Hvis personen inden unddragelsen fik sin pension udbetalt forud, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, hvor personen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.
  4. Stk. 4.
    Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 1, ikke af en domfældelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt, mens personen unddrog sig strafforfølgning. Pensionen efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.
  1. § 46 b
    Udbetaling af pension ophører, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af den pågældendes pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v., fordi der er grund til at antage, at personen i udlandet deltager i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
  2. Stk. 2.
    Udbetaling af pension ophører efter stk. 1 med virkning fra politiets afgørelse. Fik personen inden pasinddragelsen sin pension udbetalt forud, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, hvor politiet traf afgørelsen.
  3. Stk. 3.
    Omgøres en afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v., eller ophæves den under en efterfølgende domstolsprøvelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt under ophøret, jf. stk. 1, hvis de øvrige betingelser for udbetaling af pension var opfyldt i perioden.
  1. § 46 c
    En pensionist har ikke ret til pension for en periode, hvor personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller for en periode, hvor personen ved endelig dom findes at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.
  2. Stk. 2.
    Udbetaling Danmark skal som følge af en dom, jf. stk. 1, træffe afgørelse om tilbagebetaling af pension for de dage, hvor pensionisten er dømt for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1. Det gælder, uanset om Udbetaling Danmark tidligere har truffet afgørelse om tilbagebetaling af pension for samme periode.
  3. Stk. 3.
    Udbetaling Danmark skal underrette kommunen, når der er truffet afgørelse efter stk. 2. Kommunen skal vurdere, om der skal træffes afgørelse om frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, 1. pkt.
  1. § 46 d
    Pensionen efter §§ 31, 32 c eller 48 a kan i en periode på 3 år højst udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af følgende ydelser:
    1. 1) Dagpenge efter barselsloven.
    2. 2) Sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge.
    3. 3) Pension efter denne lov.
    4. 4) Pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
    5. 5) Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
    6. 6) Fleksydelse efter lov om fleksydelse.
    7. 7) Integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.
    8. 8) Fleksløntilskud efter §§ 123-125 eller tilskud til selvstændig virksomhed efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
    9. 9) Statens uddannelsesstøtte (SU) efter SU-loven.
    10. 10) Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
  2. Stk. 2.
    Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom, jf. stk. 1. Genoptages udbetalingen af pension med virkning fra 1 måned før opholdets ophør, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt., regnes perioden i stk. 1 dog fra dette tidspunkt. Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom, jf. stk. 1, og afsoningen, medregnes denne periode i perioden efter stk. 1. Hvis personen idømmes bøde eller betinget fængselsstraf, regnes perioden nævnt i stk. 1 fra tidspunktet for den endelige dom, jf. stk. 1.
  3. Stk. 3.
    Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden nævnt i stk. 1, hvis den udbetalte pension overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik i 3-årsperioden.
  1. § 46 e
    Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette Udbetaling Danmark og kommunen om unddragelsen, når myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning, jf. § 46 a, stk. 1, eller straffuldbyrdelse, jf. § 46 a, stk. 2, samtidig modtager pension. For personer med bopæl i udlandet skal Udbetaling Danmark underrettes.
  2. Stk. 2.
    Politiet skal underrette Udbetaling Danmark og kommunen, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. over for en person, som befinder sig i udlandet, og som politiet får formodning om samtidig modtager pension. Politiet skal endvidere underrette Udbetaling Danmark og kommunen, hvis afgørelsen efter § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. senere omgøres eller ophæves.
  3. Stk. 3.
    Anklagemyndigheden skal underrette Udbetaling Danmark og kommunen, hvis anklagemyndigheden får formodning om, at en person, der ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., modtager eller har modtaget pension.
  1. § 46 f
    Pensionen efter §§ 31, 32 c eller 48 a kan i en periode på 3 år højst udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.
  2. Stk. 2.
    Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. stk. 1. Genoptages udbetalingen af pension med virkning fra 1 måned før opholdets ophør, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt., regnes perioden i stk. 1 dog fra dette tidspunkt.
  3. Stk. 3.
    Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden nævnt i stk. 1, hvis den udbetalte pension overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik i 3-årsperioden.
  1. § 46 g
    Pensionen efter §§ 31, 32 c og 48 a kan i en periode på 12 uger højst udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse efter § 22, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, hvis modtageren er tiltalt i en straffesag og er udeblevet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald og retten har truffet anholdelsesbeslutning i sagen, jf. retsplejelovens § 757.
  2. Stk. 2.
    Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor retten har truffet beslutning om anholdelse, jf. retsplejelovens § 757.
  3. Stk. 3.
    Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden nævnt i stk. 1, hvis den udbetalte pension overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse efter § 22, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik i 12-ugersperioden.
  4. Stk. 4.
    Ophæves en anholdelsesbeslutning, jf. retsplejelovens § 757, under en efterfølgende domstolsprøvelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt, jf. stk. 1, hvis de øvrige betingelser for udbetaling af pensionen var opfyldt i perioden.
  5. Stk. 5.
    Anklagemyndigheden underretter Udbetaling Danmark, hvis anklagemyndigheden får formodning om, at en person, der er tiltalt i en straffesag og er udeblevet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald, og hvor retten har truffet anholdelsesbeslutning i sagen, jf. retsplejelovens § 757, modtager pension efter denne lovs §§ 31, 32 c eller 48 a. Anklagemyndigheden underretter endvidere Udbetaling Danmark, hvis rettens anholdelsesbeslutning, jf. retsplejelovens § 757, for de i 1. pkt. nævnte personer efterfølgende ophæves.
  1. § 47
    Krav på pension kan ikke gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om sådanne krav er ugyldige.
  2. Stk. 2.
    Tilbagebetalingskravet opkræves af Udbetaling Danmark og kommunen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.
  1. § 48
    Dør den ene af to samlevende ægtefæller eller samlevere, der begge modtager social pension, fortsætter udbetalingen af pensionisternes sammenlagte pensioner (efterlevelsespension) i en periode svarende til 3 måneder fra dagen efter dødsfaldet. Udbetalingen af efterlevelsespension, jf. dog § 33, stk. 9, sker til den længstlevende pensionist.