Pensionsloven §§ 15d-15f
§ 15 d
Det er en betingelse for, at en person kan optjene venteprocent, at den pågældende har haft indtægt ved personligt arbejde i mindst 750 timer inden for et kalenderår.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark skal i forbindelse med anmodninger, der indgives efter § 15 b, efter hvert år træffe afgørelse om, hvorvidt beskæftigelseskravet er opfyldt for det pågældende år.
Stk. 3.
Ved påbegyndelse og ophør af opsætningen midt i et år opgøres beskæftigelseskravet forholdsmæssigt efter antallet af hele måneder, opsætningen vedrører i det pågældende år.
Stk. 4.
Er beskæftigelseskravet i stk. 1 eller stk. 3 ikke opfyldt i en opgørelsesperiode, ses der ved opgørelsen af venteprocenten bort fra denne periode. I stedet udbetales et engangsbeløb svarende til den berettigede folkepension for den pågældende periode, jf. dog § 15 e, stk. 3. Beløbet beregnes på grundlag af modtagerens faktiske indkomst for perioden.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af beskæftigelsens omfang, herunder om personligt arbejde i selvstændig virksomhed og om kontrol heraf, samt om beregning af engangsbeløb.
§ 15 e
Ved opsætningens ophør opgør Udbetaling Danmark venteprocenten for opsætningsperioden, jf. dog stk. 3. Ved livsvarigt tillæg opgøres venteprocenten som forholdet mellem antallet af hele måneder, pensionen har været opsat, og middellevetiden i hele måneder for personer på pensionistens alder på ophørstidspunktet. Ved tillæg udbetalt over 120 måneder opgøres venteprocenten som forholdet mellem antallet af hele måneder, pensionen har været opsat, og middellevetiden over en 10-årig periode i hele måneder for personer på pensionistens alder på ophørstidspunktet. Venteprocenten afrundes til to decimaler.
Stk. 2.
Har folkepensionen været opsat to gange med mellemliggende pensionsudbetaling, jf. § 15 b, stk. 3, opgøres venteprocenten for hver periode for sig.
Stk. 3.
Ved opsætningens ophør ved død, jf. § 15 c, stk. 4, beregnes der ikke venteprocent, og der udbetales ikke engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, efter ophøret.
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opgørelsen af venteprocenten ved livsvarigt tillæg for opsat pension og venteprocenten ved tillæg for opsat pension udbetalt over 120 måneder.
§ 15 f
Fra opsætningens ophør udbetaler Udbetaling Danmark et månedligt tillæg sammen med folkepensionen, jf. stk. 2.
Stk. 2.
Tillægget beregnes som venteprocenten, jf. § 15 e, stk. 1, 2. pkt., ganget med den beregnede folkepension efter kapitel 4 for den pågældende måned.
Stk. 3.
Personer, der har ret til tillæg efter stk. 1, kan vælge at få udbetalt et højere månedligt tillæg til pensionen i 120 måneder, jf. stk. 4, eller vælge at få udbetalt et engangstillæg og et højere månedligt tillæg til den del af pensionen, der udgør pensionstillæg, i 120 måneder, jf. stk. 5 og 6, i stedet for efter ordningen efter stk. 1.
Stk. 4.
Det højere månedlige tillæg beregnes som venteprocenten, jf. § 15 e, stk. 1, 3. pkt., ganget med den beregnede folkepension efter kapitel 4 for den pågældende måned.
Stk. 5.
Engangstillæg beregnes som antallet af hele måneder, pensionen har været opsat, ganget med grundbeløbets fulde beløb, jf. § 49, delt med 12. Er betingelsen for fuld pension efter § 5, stk. 1, ikke opfyldt, nedsættes tillægget ved at gange med den beregnede procent efter § 5, stk. 3.
Stk. 6.
Det højere månedlige tillæg til den del af pensionen, der udgør pensionstillæg, beregnes som venteprocenten, jf. § 15 e, stk. 1, 3. pkt., ganget med den beregnede folkepension efter kapitel 4 for den pågældende måned fratrukket grundbeløbet.
Stk. 7.
Tillæg udbetales efter stk. 1, hvis der ikke er valgt udbetaling, jf. stk. 3, i forbindelse med anmodninger om opsætningens ophør, anmodninger efter § 15 g om at få beregnet og udbetalt folkepension tillagt en venteprocent eller forud for den første pensionsudbetaling efter opsætningsperiodens ophør, hvis opsætningsperioden ophører uden anmodning. Der kan ikke vælges en anden ordning, efter afgørelsen om pensionsudbetaling i henhold til en ordning er meddelt.
Stk. 8.
Det beregnede tillæg afrundes til nærmeste hele kronebeløb.