Markedsføringsloven §§ 4-6

  1. § 4
    En erhvervsdrivende skal i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervsskik.
  1. § 5
    En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
  2. Stk. 2.
    Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller flere af følgende elementer:
    1. 1) Produktets eksistens eller art,
    2. 2) de væsentligste egenskaber ved produktet,
    3. 3) omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende handelspraksis og karakteren af den anvendte salgsproces,
    4. 4) erklæringer eller symboler med direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den erhvervsdrivende eller dennes produkter,
    5. 5) prisen, den måde, prisen beregnes på, eller en særlig prismæssig fordel,
    6. 6) behov for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation,
    7. 7) den erhvervsdrivendes eller dennes agents egenskaber og rettigheder,
    8. 8) forbrugerens rettigheder,
    9. 9) den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks, som denne oplyser at være bundet af,
    10. 10) forveksling med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn, eller
    11. 11) enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat som værende identisk med en vare, som markedsføres i andre medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder betydelige forskelle, medmindre det er begrundet i legitime og objektive faktorer.
  1. § 6
    En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
  2. Stk. 2.
    Ved købsopfordringer betragtes følgende oplysninger som væsentlige:
    1. 1) Produktets væsentligste karakteristika i et omfang, der svarer til mediet og produktet,
    2. 2) den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn og, hvis en anden erhvervsdrivende handler på dennes vegne, den fysiske adresse og navnet på denne erhvervsdrivende,
    3. 3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
    4. 4) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret,
    5. 5) prisen inklusive moms og afgifter,
    6. 6) yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, i det omfang sådanne omkostninger pålægges, og
    7. 7) for produkter, der tilbydes på onlinemarkedspladser, hvorvidt den tredjepart, der tilbyder produkterne, er erhvervsdrivende eller ej, på grundlag af den pågældende tredjeparts erklæring til udbyderen af onlinemarkedspladsen.
  3. Stk. 3.
    Når produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal den erhvervsdrivende oplyse, hvordan prisen beregnes. Når omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan forekomme.
  4. Stk. 4.
    En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame. § 8 finder tilsvarende anvendelse.
  5. Stk. 5.
    Ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladt efter stk. 1 og 4, skal der tages hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger den erhvervsdrivende i givet fald har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på anden måde.