Ligningsloven §§ 9a-9d

  1. § 9 A
    Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.
  2. Stk. 2.
    Følgende satser kan anvendes til dækning af udgifter til logi, kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:
    1. 1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 455 kr. (2010-niveau) pr. døgn til kost og småfornødenheder. Skatterådet kan fra og med 1. januar 2001 forhøje satsen efter 1. pkt. med et grundbeløb på 142 kr. (2010-niveau) pr. døgn ved overnatning i lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark.
    2. 2) For turistchauffører med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn.
    3. 3) For turistchauffører med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn.
    4. 4) Ved rejser med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 195 kr. (2010-niveau) pr. døgn til logi, medmindre den ansatte i sit hverv medvirker til transport af varer eller personer, gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer), arbejder på luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler mv., der anvendes i forbindelse med logiet, når der modtages godtgørelse med satsen til logi.
  3. Stk. 3.
    Satserne i stk. 2, nr. 1-3, udbetales pr. døgn, og derefter kan der udbetales 1/24 af satserne pr. påbegyndt time. Hvis der modtages fri kost, reduceres satsen efter stk. 2, nr. 1, med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for morgenmad, frokost og aftensmad. Uanset reduktionen i foregående punktum kan arbejdsgiveren dog altid til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et beløb på indtil 25 pct. af satsen i stk. 2, nr. 1, beregnet for den samlede rejse.
  4. Stk. 4.
    Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan arbejdsgiveren til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af satsen i stk. 2, nr. 1, beregnet for den samlede rejse.
  5. Stk. 5.
    Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.
  6. Stk. 6.
    En ny 12-måneders-periode påbegyndes, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.
  7. Stk. 7.
    Rejseudgifter, jf. stk. 1, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. De faktiske udgifter til kost skal ikke reduceres med værdien af et sparet hjemmeforbrug. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan lønmodtageren ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til småfornødenheder med standardsatsen i stk. 4. Udgifter efter 1. og 3. pkt. kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter stk. 1-4, eller overstiger et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår. Begrænsningen af fradraget efter 4. pkt. omfatter også fradrag for dobbelt husførelse efter statsskattelovens § 6, litra a, jf. § 9, stk. 1. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler mv., der anvendes i forbindelse med logiet, når der foretages fradrag med satsen til logi.
  8. Stk. 8.
    Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i stk. 2 og 3 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter. Fradrag med satserne i stk. 2 og 3 kan dog ikke overstige et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår.
  9. Stk. 9.
    Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på rejsegodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., hvad enten de er ulønnede eller aflønnes med et vederlag, der er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra a. Stk. 7 finder tilsvarende anvendelse for medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., der modtager vederlag herfor, der er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra a.
  10. Stk. 10.
    Stk. 7 finder tilsvarende anvendelse for modtagere af tilskudsbevillinger til forskning, som er A-indkomst. Det er en betingelse, at den skattepligtige på grund af afstanden mellem bopæl og det sted, hvor den pågældende midlertidigt udfører et forskningsprojekt, ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
  11. Stk. 11.
    Personer, der modtager ydelser efter § 7, nr. 15, eller § 31, stk. 4, er ikke omfattet af stk. 1-9. Tilsvarende gælder for personer, der kan foretage fradrag efter § 3 i lov om beskatning af søfolk, jf. § 4, stk. 2, og for personer, der kan anvende §§ 5-8, i lov om beskatning af søfolk, jf. § 5, stk. 5. Personer, der aftjener værnepligt, samt frivilligt personel i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, kan ikke foretage fradrag med standardsatserne. Reglerne i stk. 1-8 finder ikke anvendelse for personer, der for et indkomstår har valgt fradrag efter § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår.
  12. Stk. 12.
    Skattepligtige med sædvanlig bopæl på en ikkebrofast ø omfattet af § 9 C, stk. 3, 3. pkt., som på grund af afstanden mellem bopæl og et fast arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, kan ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til logi med en standardsats efter stk. 2, nr. 4. Fradrag for logiudgifter efter 1. pkt. kan ikke overstige et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår og medregnes i begrænsningen af fradrag efter stk. 7, 4. og 5. pkt., og stk. 8, 2. pkt. Fradrag efter 1. pkt. kan ikke foretages af personer omfattet af stk. 11.
  13. Stk. 13.
    Grundbeløbene i stk. 2, 7, 8 og 12 reguleres årligt efter personskattelovens § 20. De regulerede beløb i stk. 2 afrundes opad til nærmeste kronebeløb.
  1. § 9 B
    Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:
    1. a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,
    2. b) befordring mellem arbejdspladser og
    3. c) befordring inden for samme arbejdsplads.
  2. Stk. 2.
    Når der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på en arbejdsplads som nævnt i stk. 1, litra a, påbegyndes en ny 60-dages-periode.
  3. Stk. 3.
    Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i stk. 1.
  4. Stk. 4.
    Befordringsgodtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet. Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C. Uanset 2. pkt. kan lønmodtagere fradrage befordringsudgifter som nævnt i stk. 1, hvis de i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter afholder udgifter til befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang. Fradrag efter 3. pkt. er betinget af, at eventuelle befordringsgodtgørelser efter 1. pkt. medregnes ved indkomstopgørelsen.
  5. Stk. 5.
    Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.
  1. § 9 C
    Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund. Hvis den skattepligtige på grund af de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed på en del af eller hele strækningen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads må anvende færgetransport, ruteflytransport el.lign., beregnes fradraget for denne befordring som den faktiske, dokumenterede udgift.
  2. Stk. 2.
    Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.
  3. Stk. 3.
    Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 120 km, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst, jf. dog 3. pkt. Fradraget for befordring over 120 km beregnes med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter, jf. 1. pkt., når den skattepligtiges sædvanlige bopæl er beliggende i en af kommunerne Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Odsherred, Samsø, Skive, Slagelse, Struer, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Vordingborg, Ærø og Aabenraa eller på en af de små øer Bågø, Egholm, Endelave, Hjarnø, Mandø, Nekselø, Orø, Sejerø, Tunø og Årø.
  4. Stk. 4.
    For indkomstårene 2010 og 2011 kan yderligere fratrækkes en tillægsprocent på 25 pct. af befordringsfradraget som opgjort efter stk. 1-3 og 9, dog højst et maksimumsbeløb på 6.000 kr. For indkomståret 2012 udgør tillægsprocenten 29 og maksimumsbeløbet 7.000 kr. For indkomståret 2013 udgør tillægsprocenten 33 og maksimumsbeløbet 7.900 kr. For indkomståret 2014 udgør tillægsprocenten 37 og maksimumsbeløbet 8.900 kr. For indkomståret 2015 udgør tillægsprocenten 42 og maksimumsbeløbet 10.100 kr. For indkomståret 2016 udgør tillægsprocenten 47 og maksimumsbeløbet 11.300 kr. For indkomståret 2017 udgør tillægsprocenten 52 og maksimumsbeløbet 12.500 kr. For indkomståret 2018 udgør tillægsprocenten 58 og maksimumsbeløbet 13.900 kr. Fra indkomståret 2019 og frem udgør tillægsprocenten 64 og maksimumsbeløbet 15.400 kr. For skattepligtige med en indkomst, der overstiger et grundbeløb på 248.700 kr. (2010-niveau), aftrappes tillægsprocenten i 2010 og 2011 med en aftrapningsprocent på 0,5 procentenheder pr. 1.000 kr., som indkomsten overstiger grundbeløbet. For indkomståret 2012 udgør aftrapningsprocenten 0,58. For indkomståret 2013 udgør aftrapningsprocenten 0,66. For indkomståret 2014 udgør aftrapningsprocenten 0,74. For indkomståret 2015 udgør aftrapningsprocenten 0,84. For indkomståret 2016 udgør aftrapningsprocenten 0,94. For indkomståret 2017 udgør aftrapningsprocenten 1,04. For indkomståret 2018 udgør aftrapningsprocenten 1,16. For indkomståret 2019 og frem udgør aftrapningsprocenten 1,28. Maksimumsbeløbet reduceres fra 2010 og frem med 2,0 pct. pr. 1.000 kr., som indkomsten overstiger grundbeløbet. Indkomsten efter 10. pkt. omfatter indtægter m.v. efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, § 4 og § 5, ydelser, der udbetales af en arbejdsløshedskasse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., dagpengegodtgørelser for 1., 2. og 3. ledighedsdag, der udbetales af arbejdsgivere i henhold til § 84 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., sygedagpenge efter lov om sygedagpenge og barseldagpenge efter barselloven bortset fra dagpenge, der erstatter B-indkomst eller ydes som frivillig sikring efter § 45 i lov om sygedagpenge. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.
  5. Stk. 5.
    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af stk. 1-3, herunder regler om, hvorledes den normale transportvej efter stk. 1 fastlægges. Hvor ganske særlige hensyn til de skattepligtige taler derfor, kan ministeren endvidere fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i stk. 1-3 fraviges.
  6. Stk. 6.
    Modtages hel eller delvis skattefri befordringsgodtgørelse, kan der ikke foretages fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for godtgørelsen.
  7. Stk. 7.
    Har den skattepligtige adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private transportmidler, og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter stk. 1-4, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget efter stk. 1-3 for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring. 1. pkt. finder også anvendelse, når arbejdsgiverbetalt befordring modtages som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, samt for skattepligtige, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder kommunalbestyrelser og regionsråd. 1. pkt. finder ligeledes anvendelse for medlemmer af en fagforening, arbejdsløshedskasse eller pensionskasse samt for personer, der modtager befordringstilskud fra jobcenteret.
  8. Stk. 8.
    Medlemmer af Folketinget, ministre og danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan ikke foretage fradrag efter stk. 1-4 for befordring i forbindelse med folketingshvervet. Det samme gælder, hvis de ovennævnte anvender et frikort eller frirejse til offentlige transportmidler i forbindelse med andre hverv eller andet arbejde.
  9. Stk. 9.
    Den skattepligtige kan ved opgørelsen af fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads mod dokumentation foretage fradrag for udgifter afholdt til benyttelse af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Fradraget for benyttelse af Storebæltsforbindelsen kan foretages med 110 kr. pr. passage ved benyttelse af bil eller motorcykel og med 15 kr. pr. passage for brugere af kollektiv trafik. Fradraget for benyttelse af Øresundsforbindelsen kan foretages med 50 kr. pr. passage ved benyttelse af bil eller motorcykel og med 8 kr. pr. passage for brugere af kollektiv trafik. Ved samkørsel i bil eller på motorcykel kan fradrag efter 1. pkt. alene foretages af den af de samkørende, som har afholdt udgiften til A/S Storebælt eller Øresundsbro konsortiet for benyttelsen af forbindelsen. Modtager den pågældende udgiftsgodtgørelse for passageudgiften fra medkørende, er den pågældende ikke skattepligtig heraf, og de medkørende har ikke fradragsret for godtgørelsen.
  1. § 9 D
    Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C, stk. 1-8, ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.