Konkursloven §§ 95-98
§ 95
Derefter betales i lige forhold:
- 1) Krav på løn og andet vederlag for arbejde i skyldnerens tjeneste, som er forfaldet i tidsrummet fra 6 måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse. Tilsvarende gælder krav ifølge en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning), jf. stk. 4, der kræves udbetalt i samme tidsrum, eller som, uanset at kravet er optjent før konkursdekretets afsigelse, først kræves udbetalt efter dette tidsrum.
- 2) Krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, men dog ikke erstatning for krav på løn og andet vederlag, som ville være forfaldet mere end 6 måneder før fristdagen.
- 3) Krav på godtgørelse, for så vidt opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet har fundet sted inden for de sidste 6 måneder før fristdagen.
- 4) Krav på feriegodtgørelse.
- 5) Krav som nævnt i nr. 1-3 for længere tid tilbage end angivet i disse bestemmelser, såfremt fordringshaveren efter skifterettens skøn har søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold, men ikke har kunnet nå at foretage et udlæg, der opretholdes i forhold til konkursboet.
- 6) Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler.
Stk. 2.
Skifteretten kan nægte skyldnerens nærtstående fortrinsret, såfremt denne under hensyn til løn- og arbejdsvilkår, til ydelse af henstand samt til eventuel økonomisk interesse i virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet.
Stk. 3.
Fortrinsstillingen for krav på løn m.v., jf. stk. 1 og 2, omfatter også skatteforvaltningens krav på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af løn m.v.
Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte regler om de betingelser, der skal være opfyldt, for at en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning) er omfattet af stk. 1, nr. 1, og om, hvilke krav der kan være omfattet af en sådan ordning, herunder om dokumentation for disse forhold.
§ 96
Derefter fyldestgøres i lige forhold leverandørers krav på afgiften af varer, der er afgiftspligtige i henhold til de i stk. 2 nævnte love, og som i afgiftsberigtiget stand er leveret skyldneren til videresalg inden for et tidsrum af 12 måneder før fristdagen.
Stk. 2.
Fortrinsret efter stk. 1 omfatter afgifter til staten i henhold til følgende love:
- 1) Lov om forskellige forbrugsafgifter.
- 2) Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m.
- 3) Lov om tobaksafgifter.
- 4) Lov om afgift af konsum-is.
- 5) Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m.
- 6) Lov om afgift af spiritus m.m.
- 7) Lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
- 8) Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.
- 9) Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, bortset fra afgift af elektricitet, naturgas og bygas.
- 10) Lov om afgift af svovl, bortset fra svovlafgift af naturgas.
- 11) Lov om afgift af visse detailsalgspakninger og visse poser af papir eller plast m.v.
- 12) Lov om visse miljøafgifter.
- 13) Lov om afgift af affald og råstoffer, dog kun for så vidt angår råstofafgiften.
- 14) Lov om afgift af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).
- 15) Lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler.
- 16) Lov om afgift af bekæmpelsesmidler.
§ 97
Derefter betales i lige forhold de øvrige fordringer, bortset fra de i § 98 nævnte.
§ 98
Efter alle andre fordringer betales i nedennævnte rækkefølge:
- 1) Krav på renter, som påløber efter konkursdekretets afsigelse, og krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden efter dekretdagen, i det omfang fordringshaveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag. 1. pkt. gælder ikke renter af krav og løbende ydelser, der er omfattet af §§ 93 eller 94.
- 2) Krav på bøder, tvangsbøder og værdikonfiskation, krav på betaling af tillæg til skat som følge af urigtig eller undladt afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 samt krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for lidt tab.
- 3) Krav ifølge gaveløfter.